JBK: Dansk og hollandsk Grand Prix-sejr

12-10-2013 20:14

Det var finaledag for springrytterne ved JBK Horse Show - danske Dorthe Dahlmann Olsen vandt den 1-stjernede Grand Prix, mens hollandske Bart Haselbekke tog sig af sejren i JBK Grand Prix 

Dagen i dag stod i finalernes tegn ved JBK Horse Show, hvor der blev afviklet finale i CSI2* Small Tour, CSI2* Medium Tour, CSI1* Grand Prix, og CSI2* Grand Prix. Endelig var det også finaletid for kat. III-ponyrytterne i Prinsesser og Pirater Spring Cup 2013.

Dorte Dahlmann Olsen og C Itti e. Classido/Landmeister sørgede for dansk sejr i CSI1* Grand Prix. Ekvipagen var fejlfri i omspringningen i tiden 37,89 s. Deet blev også til en dansk 2. plads i klassen ved Pedro Godsk og Guevara S e. Coman Z/Cheenook - også de red omspringningen fejlfrit og i tiden 38,51 s. Polske Maksymilian Wechta red sig ind på 3. pladsen med Calanda e. Chamberlin/Lord Calando.

I dagens sidste klasse - JBK Grand Prix - var der 45 ekvipager til start. De danske ryttere viste rigtig god ridning, men de måtte alle se sig slået af hollandske Bart Haselbekke på Wingeunerin e. Silverstone/Corland, der red en fejlfri omspringning på 34,67 s. og dermed sikrede sig sejren. Linnea Ericsson blev nr. 2 med Christian Kjærs Party Dance e. Cajus/Godehard, der kom omspringningen igennem i tiden 35,13 sekunder. Torben Frandsen og Solos Concept e. Capitol/Corofino red sig ind på 3. pladsen.

Dagens første klasse var finalen i CSI2* Small Tour, og her var Linnea Ericsson i topform. Hun blev både nr. 1 og nr. 3 i klassen. Sejren blev redet hjem på Thornhill Kate e. Courage II/Clover Hill - fejlfri omspringning i tiden 29,90 s. Hollandske Mark Martens blev nr. 2 på Candy e. Tjungske/Ahorn og Linnea Ericsson tog sig af 3. pladsen med Quanita e. Quidam's Rubin/Sandro.

I finalen i CSI2* Medium Tour fulgte irske Shane Carey sin kæreste, Linnea Ericssons, eksempel og red sejren hjem på Spice Girl e. Ramirado/Corofino med 0 fejl i tiden 53,56 s. Svenske Sanna Olsson blev nr. 2 på Castillio e. Camaro M/Ragtime Band xx og finske Sebastian Numminen tog 3. pladsen med Elektra F e. P.B. Exmiras/Wellereiter.

Det var også blevet finaletid i stilspringnings-cuppen Prinsesser og Pirater Spring Cup 2013, der er for ponyryttere på kat. III-ponyer. Klassen blev afgjort i en omspringning, hvor Astrid Hesseldahl Føns sejrede med Ellegårdens Christian med en stilkarakter på 8,50 og en fejlfri omspringning i tiden 25,58 s. Nr. 2 blev Amanda Sondrup Henriques på Flashy Gold Finch - også her hed stilkarakteren 8,50 og tiden var  26,78. Amalie König og My Irish Shadow blev nr. 3.

Resultatlister

JBK Horse Show 2013

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen