Thomas Bach Jensen
Sanne Mathiasen og hendes mand Ole Mathiasen driver landbrug ved Suldrup i Himmerland, der ligger i den sydlige del af Nordjylland. Sanne har ved siden af landbruget et hestehold med 28 heste, og heraf de fleste hjemme på gården. Det er kutyme, at unghestene hvert år i maj kommer på sommergræs, og for avlshopperne gælder det, at de som regel er ude på døgngræs fra juni, når de har fået deres føl.
Sannes to guldmedaljehopper, Polka Fascination M e. Fürstenball/ Sandro Hit og Polka Perfection M e. Secret/ Fürstenball, har hver fået to føl ved embryo transfer, så føllene er bragt til verden af rugehopper. Fascination har fået to føl efter hingsten Secret, men begge Perfections føl er efter V-Power. Desværre mistede Sanne meget tidligt det ene af de to Secret-hoppeføl og har altså tre føl nu.
Da flere af hendes opdræt har succes i sporten, oplever hun stor interesse for sine heste, og hingsteføllet blev meget tidligt solgt til en tilbagevendende kunde, men skal selvfølgelig blive gående på stutteriet indtil fravænning til vinter. Føllene repræsenterer en vis værdi, men det er ikke derfor, at Sanne er bange for at miste dem til eventuelt ulveangreb. Hun vil simpelthen ikke kunne tilgive sig selv, hvis det skulle ske.
– Der er 4-5 gange her i foråret observeret ulv ved vores ejendom, og der er dræbt flere får heromkring. Jeg tør simpelthen ikke lade mine føl være ude om natten af frygt for ulveangreb, fortæller Sanne og tilføjer: – Jeg er ellers af den opfattelse, at det er bedst for dem og deres vækst, at hopper og føl går ude så meget som muligt.
Hun er ikke blevet mindre bekymret, siden en pony for to dage siden blev fundet dræbt af, hvad der formodes at være ulv. Det skete også i nærheden af Suldrup.
– Når man har heste på græs, er der ofte mange forskellige marker i brug, fordi hestene flyttes rundt til nyt græs, fx efter der er taget et høslæt. Derfor er det helt uoverskueligt, både økonomisk og rent praktisk, hvis alle hestenes marker skulle indhegnes med "ulversikkert hegn". Forcerer ulve alligevel det sikrede hegn, så er hestene i endnu større knibe, forde de ikke kan løbe igennem det som en almindelig hegnstråd. De vil være fanget med ulven, og løber de mod hegnet i panik, kommer de højst sandsynligt meget alvorligt til skade, forklarer hun.
30 hektar af Sanne og Oles jordtillæggende indgår i et kommunalt projekt om bevarelse af vådområder. Disse engarealer skal afgræsses og derfor indhegnes, men der bevilges ikke ulvesikret hegn til projektet.
– Under normale omstændigheder er hestestalden tømt i juni måned, hvor vi vasker ned og gør den klar til efteråret, men sådan bliver det ikke i år. Vi fortsætter med at have hopper med føl inde om natten, og under vores ferie får vi hjælp til at trække dem ud og ind hver dag. Forleden var vi til byfest, og jeg kunne mærke, at jeg blev nervøs, da mørket begyndte at falde på. Da skulle jeg bare hjem og have følhopperne ind, slutter Sanne.