Kristine Bjørg Frank Bojsen
Katrinelund dannede igen i år rammen om et velbesøgt åbent hus-arrangement, hvor publikum mødte op for at opleve stutteriets hingste, afkom og føl. På grund af kraftig blæst blev arrangementet rykket ind i ridehallen, hvilket gav en mere publikumsnær ramme om fremvisningen, hvor især de unge heste skulle forholde sig til de anderledes omgivelser, som de håndterede flot og samtidig fik god erfaring med sig
Arrangementet blev indledt, da Ib Kirk red ind i ridehallen på den velkendte hingst Crelido e. Calido I/ Raimondo, som fylder 30 år den 12. maj i år, og som stadig viste stor energi og overskud til stor glæde for de fremmødte.
Undervejs i programmet stod Ib Kirk for at præsentere hingstene i samarbejde med Mette Svare Ehlers, der tog sig af dressurhestene, mens Kristian Skovrider kommenterede springhingstene. Katrinelunds samarbejdspartner Gerd Sosath bidrog ligeledes med præsentation af hingstene fra sit stutteri.
Herefter fulgte fremvisningen af hingste, hvor publikum fik mulighed for at opleve både rutinerede profiler og spændende, unge talenter.
Første hingst på banen var legendariske Donkey Boy e. Era Dancing Hit/ Milan (opdr. Dorthe og Hans Jørgen Hoeck) under Stine Klausholt, der i dag ejes af Alexandra og Kristin Andresen. Som noget helt specielt kommer der i år tre kloner af Donkey Boy i USA, hvor den første lige er blevet født. Læs mere om det her.
En anden gammel kending var De l'Or e. Dancier/ Rotspon, som chefberider Stine Klausholt også viste flot frem. Her fik man også fornøjelsen af at se det succesfulde afkom, Svalegårds Dicte e. De l'Or/ De Noir (opdr. Stutteri Svalegaard) vist frem af Liv Marie Stignæs, som i marts havde hoppen med til unghestechampionatsfinalen i Herning.
Der var fint besøg fra Tyskland, hvor Gerd Sosaths rytter Madina Rentz viste den imponerende hingst Federer e. Blue Hors Hotline/ Livaldon frem. Federer blev i marts kåret i Dansk Varmblod.
Der blev også vist flere fine springhingste frem, som markerede sig positivt i hallen. Kamilla Ladefoged Rasmussen havde taget turen til Mors med hingsten Cartoon Hero RV e. Chacoon Blue/ Le Champ Ask (opdr. Søren Riis Vester, ejer Frandsbjerg Horses A/S). Han viste flot figur, og kommentator Kristian Skovrider gav udtryk om et håb om en tur til Zangersheide, når der skal rides UVM for de unge springheste senere på året.
Stine Klausholt viste den nykårede præmiehingst Cash Back e. Cador/ Casino Grande frem. Det er en hingst, Ib har indkøbt fra samarbejdspartneren Hof Sosath, og derfor fik den tidligere ejer Gerd Sosath lov til at sige et par ord om den imponerende unge hingst.
Som noget nyt kunne publikum også opleve et islænderindslag, idet Katrinelund har indgået et samarbejde med Niels-Christian Larsen. Her blev islænderhingsten Fenrir fra Feti e. Loki frá Selfossi/Gauti frá Reykjavík vist frem for hånd, mens publikum samtidig fik mulighed for at se Niels-Christian Larsen i sadlen på endnu et par hingste.
De yngre kræfter bidrog ligeledes til programmet, hvor Ib og Marie Krabbes børn, Martin og Ea, traditionen tro var på banen. Ea demonstrerede flere af de sværere pony-dressurøvelser på sin læremester Foxy, mens Martin fremviste flere af stutteriets ponyavlshingste, bl.a. Dali Salvator AT e. Debut AT/ Dance Star AT og den legendariske Daddy Cool e. FS Don’t Worry/ FS Cocky Dundee
Ballet blev sluttet af med den succesfulde hingste Bon Coeur e. Benetton Dream/ Sandro Hit, der i år blev udnævnt til 'Oldenburger Future Sire' ved hingstefremvisning hos tyske Gerd Sosath i marts. Her fik publikum også mulighed for at se et par afkom efter hingsten, ligesom de i løbet af showet kunne opleve afkom efter flere af stationens øvrige hingste.
Trods de ændrede rammer med indendørs afvikling var stemningen god, og publikum kom tæt på både heste og ryttere under præsentationerne.
Efter arrangementet gjorde Ib Kirk status på dagen:
– Jeg synes, det er gået fantastisk fint, på trods af at vi lige lavede hele setuppet om i formiddags. Vi kunne jo godt se at vinden var for hård, så der skulle lige lidt logistik på plads.
Normalt bliver hingsteshowet afviklet udendørs, med udsigt til fjorden og masser af plads til publikum. Men denne gang måtte tilskuerne mase sig lidt sammen, for at alle kunne få plads.
– Hestene har jo stort set fungeret hele vejen igennem, selvfølgelig er der et par unge hingste der har spæret øjnene op over publikum, men jeg synes de alle har klaret det rigtig godt.
Efter ridefremvisningen fortsatte dagen i mere uformelle rammer, hvor gæsterne havde mulighed for at samles, få lidt at spise og samtidig vende avl, hingstevalg og dagens indtryk. Snakken gik livligt blandt de fremmødte, og arrangementet rundede af i en hyggelig atmosfære med god mulighed for faglig sparring og socialt samvær.