Kender du årets frivillig?

02-10-2025 18:11

Dansk Idræts Forbund og Arbejdernes Landsbank ønsker at hylde de personer, der gør lidt ekstra for foreningslivet. Derfor kan du nu indstille en kandidat til prisen Årets Frivillig, som hyldes under DR's Sportsshow i starten af 2026

Copyright Ridehesten.com
Kender du en frivillig, der altid gør sig ekstra umage for foreningslivet? Så kan du indstille personen til prisen Årets Frivillig 2025. Foto: Ridehesten.com/ Annette Boe Østergaard

Hver rideklub har dem. De ildsjæle, der altid går det ekstra skridt for fællesskabet. Træneren, holdlederen, stævnearrangøren, kasseren eller måske den, der altid står forrest, når der skal males spring og vaskes bogstaver til dressurbanen. Nu er det tid til at hylde dem. 

Dansk Idræts Forbund og Arbejdernes Landsbank har netop åbnet for indstillinger til prisen Årets Frivillig 2025. En pris, der hylder de mennesker, der får foreningslivet til at hænge sammen - også i ridesporten. Alle kan indstille en frivillig, men man kan ikke indstille sig selv. 

Vinderen af prisen modtager i alt 75.000 kroner - heraf går 25.000 kroner personligt til vinderen, mens de resterende 50.000 kroner går til vedkommendes klub. Desuden bliver vinderen hyldet foran hele Danmark, når prisen uddeles ved det store tv-show Sport 2025 afholdt af Danmarks Radio i Herning den 3. januar. Her vil finalisterne bliver hædret, og vinderen vil blive udråbt og hyldet. 

Copyright Ridehesten.com
Frivillige er altafgørende for, at f.eks. stævner og andre klubarrangementer kan løbe rundt. Foto: Ridehesten.com/ Camilla Tiefensee Schrøder

Deadline til at indstille til årets frivillig er den 24. oktober 2025. Herefter udvælger en jury ti nominerede i slutningen af november, og herfra går tre finalister videre i december, og vinderen kåres herefter ved DR's sportsshow i januar. 

Så - kender du en person, der altid går det ekstra skridt for alle andre? Den person, der altid står der fra morgen til aften, når der er staldvask, ridestævne eller ridelejr? Den person, der altid sørger for, at alle andre har det godt og hjælper til, hvor der er brug for det? Så kan du give personen et ekstra skulderklap ved at indstille personen til Årets Frivillig lige her

Læs mere om prisen her. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner