Kür-sejr til Sara Aagaard Hyrm

24-02-2024 19:19

I dagens Lövsta Future Challenge U25 Grand Prix Kür ved det internationale stævne  i Göteborg blev vinderen danske Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper

Copyright Ridehesten.com
Sara Aagaard Hyrm og Atterupgaards Cooper i Lövsta Future Challenge sidste år i Herning. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I den internationale turnering Lövsta Future Challenge er Danmark repræsenteret af to dygtige U25-ryttere; Karoline Rohmann og Sara Aagaard Hyrm. Til hvert stævne konkurrerer otte inviterede ryttere.

I gårsdagens U25 Grand Prix gik sejren til Karoline Rohmann, mens Sara Aagaard Hyrm snævert blev henvist til andenpladsen. Begge ryttere, der også deltog i  Lövsta Future Challenge-turneringen ved World Cup-stævnet i Herning i oktober måned, var til start i Küren i dag. Desværre blev gårsdagens vinderekvipage, Karoline Rohmann og Jakas Don Louvre e. Blue Hors Don Romantic/ Laures Crusdador xx (opdr. Karina og Jan Koefoed-Nielsen), diskvalificeret i Küren i dag, da Don Louvre desværre havde blod fra en rift.

Ikke desto mindre blev det igen til dansk sejr, idet Sara Aagaard Hyrm og 10-årige DV-vallak Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ Gribaldi (opdr. Atterupgaard) opnåede 73,165% og adskilte sig dermed fra nærmeste konkurrent med over tre procentpoint.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var været en megafed og lærerig tur, hvor jeg har mærket, at vinterens justering og finpudsning har virket, for jeg kunne ride på banen med mere overskud, og Cooper gav en fed kontakt. Vi nød at  vise vores styrker foran 7.000 mennesker, og jeg synes, at min nye kür fungerede rigtig godt. Egentligt er det den samme kür, hvor jeg selv har lavet musikken, som er Disney-inspireret, men det var første gang, jeg red den, efter jeg har lagt nogle nye linjer ind og øget sværhedsgraden. Vi red stort set fejlfrit, så jeg er stolt af Cooper, som jo er den første hest, jeg selv har uddannet til Grand Prix, fortæller 23-årige Sara fra sin hjemtur mod Danmark. 

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Kristine Ulsø Olsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen