Kurt Christensen skal dømme UVM

01-02-2025 12:18

FEI har netop offentliggjort, hvem der skal være "ground jury" ved verdensmesterskaberne for unge dressurheste, som finder sted i tyske Verden til sommer. Her er danske Kurt Christensen blevet udvalgt til at være overdommer for de 6-årige dressurheste

Copyright Ridehesten.com
Danske Kurt Christensen er tildelt titlen som overdommer for de 6-årige dressurheste ved UVM senere på året. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Verdensmesterskabet for unge heste i dressur finder i år sted i Hannovers hovedkvarter i Verden, Tyskland fra den 5. - 10. august 2025, og i år er der endnu en gang en dansk dommer iblandt de mange dommere, der er udvalgt til at dømme de unge heste. Danske Kurt Christensen er nemlig blevet tildelt titlen som overdommer for de 6-årige dressurheste

Kurt Christensen er 5-stjernet FEI-dressurdommer og national overdommer. Han er desuden kendt som en del af undervisningsgruppen for dressurdommere, som championatsdommer og så har han tidligere været aktiv i Dansk Ride Forbunds dressurudvalg. Kurt har desuden en baggrund som dressurrytter og træner, og så har han uddannet flere heste til topniveau. Han har gennem årene været dommer ved mange store stævner såsom DM, EM og World Cup-stævner, og nu skal han altså sidde ved dommerbordet til UVM i Verden senere på sommeren. 

Copyright Ridehesten.com
Kurt Christensen er femstjernet dressurdommer og har gennem årene dømt mange store mesterskaber. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen

De seneste tre år har UVM været afviklet i hollandske Ermelo, men nu rykkes begivenheden altså tilbage til Verden, som også afviklede mesterskabet i 2021, efter aflysningen i 2020 grundet Covid-19. Herefter sikrede Verden sig en treårig aftale om afvikling af mesterskabet fra 2025, og derfor bliver det altså i år på tysk grund, at unghestene skal kæmpe om titlen som verdensmester. 

Mesterskabet afvikles i tre aldersgrupper: 5-, 6- og 7-års heste, og "Ground Jury" består af følgende: 

  • Patricia Wolters (NED) - overdommer 5-års heste
  • Kurt Christensen (DEN) - overdommer 6-års heste
  • Henning Lehrmann (GER) - overdommer 7-års heste
  • Sven Rothenberger (NED) - kommenterende dommer 
  • Knut Danzberg (GER) - kommenterende dommer
  • Maria Colliander (FIN) - kommenterende dommer 
  • Lars Andersen (SWE) 
  • Carlos Lopes (POR) 
  • Juan Carlos Campos Escribano (ESP)
  • Agnieszka Majewska (POL)
  • Thomas Lang (AUT) 
  • Clive Halsall (GBR)
  • Susie Hoevenaars (AUS) 

Den udenlandske tekniske delegerede er Freddy Leyman fra Belgien, mens chefstewarden er Jacques Van Daele også fra Belgien. 

Kilde: EuroDressage. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen