Lars Bak Andersen har testet de første unge heste

08-03-2025 17:29

VIDEO: I dag blev de første unge springheste i Dansk Hesteforsikrings Unghestechampionat testet af testrytter Lars Bak Andersen, som på bedste vis delte ud af sine tanker og viden, mens han bedømte de unge heste på god og fair vis

Copyright Ridehesten.com
Lars Bak Andersen har testet de første ti springheste i Herning, og glæder sig til en dag mere i morgen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Det er altid en publikumsfavorit, når de 5-årige Dansk Varmblodsspringheste skal testes af testrytteren i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring, og i år var ingen undtagelse, da Lars Bak Andersen testede hestene i en fyldt Krafft Arena M. 

I dag var det de ti heste, som med egen rytter var blevet placeret fra placering nr. 11 til 20, og dermed har vi de ti bedstplacerede til gode, da de først skal testes i morgen, søndag. Blandt dagens heste, var det Unforgiven e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/ Diamant de Semilly (opdr. Philip Holt), der imponerede Lars mest og den fik flotte 9 for kapacitet og 8 for ridelighed. Unforgiven er under dette års unghestechampionat blevet flot fremvist af Laila Pedersen, men i dag gav den altså Lars Bak Andersen en rigtig god fornemmelse:

Den giver en god følelse. Det er en hest der imponerer mig, også på de små spring. Den springer super af jorden, fortalte Lars blandt andet om Unforgiven. 

Sammenlagt har Unforgiven nu 815 point, og fører derfor samlet inden de sidste ti heste skal testes under Lars Bak Andersen i morgen. I den samlede stilling er det Conthardos e. Conthargos/ Landos (opdr. Mia Kansager & Claus Skov), som under egen rytter er fremvist af Alexandra Nobel, der er placeret næstbedst med 813,75 point. Han blev i dag belønnet med 8.5 i kapacitet og 8 i ridelighed af Lars Bak Andersen. 

De samme karakterer modtog den foreløbige tredjeplads, Pop Smoke e. Clarimo/ Party Dance (opdr. Fam Kristoffersen). Den ligger med 803.75 samlet efter i dag og de forrige dage, hvor den er blevet fremvist af Silje F. Kristoffersen

Copyright Ridehesten.com
Her ses Lars på ryggen af Unforgiven, der lige nu ligger i spidsen. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen

Lars Bak Andersen har været glad for at teste de ti heste i dag, og han glæder sig til at teste de næste ti i morgen, hvor hele stillingen kan ændre sig. Her skal vi blandt andet se de indledende runders vindere, og det er da også de heste, der har fået højest point af dommerteamet bestående af Bo K. Møller og Bo Kristoffersen.

Testrytter Lars Bak Andersen er meget imponeret over, at alle hestene var så klar på opgaven og gjorde så positivt et indtryk, og han tror også på, at de sidste ti heste opnår endnu højere point i morgen, når han igen kravler på ryggen af unghestene for at teste dem under fremmedrytter.

I interviewet nedenfor kan I høre Lars Bak Andersen fortælle om det generelle indtryk af hestene under testrytter og om, hvordan det er at være testrytter i Herning: 

Klassens resultat. 

Stævnets start- og resultatlister. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner