Lone Jørgensen er australsk mester

22-10-2019 16:22

Camilla Tiefensee Schrøder

Efter syv år har den tidligere danske OL-rytter Lone Jørgensen gjort comeback ved de australske mesterskaber i Grand Prix-dressur, hvor hun vandt på den danskopdrættede hoppe, Corinna

Copyright Ridehesten.com
Lone Jørgensen viser sin titel frem i Sydney. Foto: privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

57-årige Lone Jørgensen har i år fået australsk statsborgerskab, og nu kan hun allerede kalde sig national Grand Prix-mester i dressur "down under". Ved weekendens australske mesterskaber i dressur i Sydney vandt hun Grand Prix-klassen med 69.348 %, og i Grand Prix Freestyle kom hun på andenpladsen med 73.915%, hvilket sammenlagt gjorde hende til vinder af den fornemme titel.
Hun er kun fornylig vendt tilbage til dressurbanerne efter en mangeårig pause, og hun debuterede på Grand Prix-niveau med DV-hoppen Corinna e. Crelido/Loran (opdr. Stutteri Hove) i juni måned, så sejren i Sydney var mere, end hvad hun havde turdet håbe på.
– Eftersom Corinna kun havde gået 5 Grand Prixer inden vores første CDI, så var forventningerne jo ikke så store, da der stadig er flere ting at arbejde på. Derfor var glæden jo om så større, at det hele lykkedes så godt, som det gjorde, fortæller Lone Jørgensen til Ridehesten.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Fra dansk springhoppe til australsk dressurmester
Det er ikke kun rytteren, men også hendes hest, der har oprindelse i Danmark. Den 12-årige hoppe Corinna er opdrættet af Gitte Søgaard og Poul Hove på Stutteri Hovei Thy og blev som 3-årig bronzemedaljehoppe i Dansk Varmblod. Som man kan se på afstamningen var det dog mest dens gode springegenskaber, der var fokus på dengang, og det lå derfor ikke ligefrem i kortene, at den senere i livet skulle ende med at blive australsk mester som Grand Prix-dressurhest.
– Corinna er en hoppe med et meget afbalanceret temperament , bliver aldrig for hed og kigger slet ikke, så det gør det jo nemmere at ride hende, men det er også lidt en omstilning for mig, da jeg tidligere havde nogle "varme heste", siger Lone Jørgensen, som bestemt tror på, at der er højere procenter at hente i hoppen i fremtiden.

Inden Lone Jørgensen emigrerede til Australien med sin tyske mand Ulli Eggers, blev hun bl.a. danmarksmester og deltog ved OL med hesten Kennedy. Hun har også repræsenteret Danmark ved OL, men hvis en OL-kvalifikation skulle komme på tale igen, vil det altså blive under det australske flag.

Se resultatlisterne for Grand Prix og kür

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen