Anna Pørtner
I går torsdag blev der taget hul på årets traditionsrige markedsstævne hos Hjallerup Rideklub, hvor springryttere fra nær og fjern er samlet på den ikoniske markedsplads under Hjallerup Marked. Stævnet er kendt for sin helt særlige atmosfære, hvor sport, fællesskab og markedsstemning går hånd i hånd, og i år er ponyrytterne for første gang også en del af programmet.
Hjallerup Rideklub har ønsket at give ponyrytterne mulighed for at opleve den unikke stemning, som markedsstævnet er kendt for, og derfor er der i år oprettet både en Small Tour og en Big Tour for ponyekvipagerne. Samtidig byder programmet for hestene på klasser fra LA1* til S1* samt youngsterklasser for de 5-, 6- og 7-årige springheste.
Stærk start fra unghestene
Unghestene lagde torsdag ud med de 5-årige heste i en 110 cm-klasse. Her satte Jesper Meyenburg sig på sejren med den hjemmeavlede Uripax JS e. Uriko/ Colman efter en hurtig og fejlfri anden fase i tiden 30,74 sekunder. Hos de 6- og 7-årige heste var forhindringerne hævet til henholdsvis 120 og 125 cm. Her var Konstantin Deeken Künnemann og Udarcaheart-M e. Darco/ Heartbreaker hurtigst af alle med en fejlfri runde i tiden 28,33 sekunder.
I dag var det igen de 5-årige heste, der startede dagen med god form. Hos de 5-årige tog Ditte Wulff Møller og DV-hesten Glacier A.M.N. e. Gracieux H.A.P./ Untouchable (opdr. Anne Mette Mathina Nygaard) sejren efter en fejlfri anden fase i tiden 28,16 sekunder.
I klassen for 6- og 7-årige heste var Karen Møller Rohde og Veline Ask e. Todt Un Prince Ask/ Larimar hurtigst af alle. Med tiden 28,87 sekunder kunne ingen af de øvrige 23 ekvipager matche vinderrunden.
Ingen kan slå Jessica Toelstang
Torsdagens største klasse var MA1* med en forhindringshøjde på 135 cm, hvor hele 39 ekvipager var til start. Her viste Jessica Toelstang og den 12-årige SP Camoral e. Casall storform og tog sejren efter en fejlfri runde i tiden 60,68 sekunder. Kamilla Ladefoged Rasmussen var dog tæt på og besatte både anden-, tredje- og fjerdepladsen.
Fredagens sportslige højdepunkt blandt hestene var S1* med en forhindringshøjde på 145 cm, hvor 26 ekvipager skulle prøve kræfter med den krævende bane i en metode A.
Endnu en gang viste Jessica Toelstang og SP Camoral imponerende form. Ekvipagen leverede endnu en fejlfri præstation og stoppede uret på 68,71 sekunder. Dermed var de den eneste ekvipage, der kom i mål på under 70 sekunder.
– Det er altid helt specielt at ride under Hjallerup marked. Synes det super fedt med alt det fest og liv, det giver en helt fantastisk stemning. Som sædvanligt er det super at at komme her op, god stemning og fine forhold. Og jeg tror bestemt min lille super hest elsker alt den opmærksomhed han får på banen med så mange mennesker, lyder det fra Jessica efter de to sejre.
Andenpladsen gik til Christian Jansen og Ca-Di DD e. Carmargue/ Corratus i tiden 71,27 sekunder, mens Kamilla Ladefoged Rasmussen endnu engang sikrede sig en topplacering. Denne gang blev hun nummer tre med Chico Z e. Clinton I/ Quantum efter en fejlfri runde i tiden 71,47 sekunder.
Spændende start på ponyernes stævne
Ponyrytterne startede også deres stævne i går, lørdag, hvor aftenen blev sluttet af med en LB1* for henholdsvis kat. III-ponyer og en samlet klasse for kat. II- og I-ponyer. Klasserne blev afviklet i metode S2, altså stilspringning. Her var det Sisse Elbo Jensen, der skulle bedømme rytterne, og her blev vist flot ridning over hele linjen.
Hos kat. III-ponyerne blev det Elisabeth Brahe Salten i sadlen på Ci-Petit Højgård e. Milano Højgård, der endte med at løbe med sejren. Parret red fejlfrit og fik en flot stilkarakter på 8,6, hvilket rakte til en flot sejr. Hos kat. II- og I-rytterne var der hele to ekvipager, der endte på stilkarakteren 8,7 og dermed måtte sejren deles.
Den ene af dem, der fik den flotte stilkarakter 8,7 var Anna Bøllingtoft Asmussen i sadlen på kat. II-ponyen Buster, mens Irene Kirk Kristiansen og kat. I-ponyen Rambo ligeledes opnåede 8,7 og måtte dele den flotte sejr.
I dag gik der igen LB1* for alle tre kategorier, og så var det også i dag, der blev taget hul på både LA- og MB-klasserne. Hos kat. III-og II-ponyerne gik sejren i MB1* til Malou Dahl Moisen og Uquam D'Emery e. Tourbillon De Syl/ Knockadreen Holiday Cliff.
Hos kategori I-ponyerne blev det Silke Emilia Munkholm og Loulou e. Lagavilin/ Linde Hoeve's Sebastiaan, der trak det længste strå. Trods fire fejl i omspringningen var ekvipagen hurtigst af alle og kunne derfor lade sig hylde som vindere.
Grand Prix venter lørdag
Selvom der allerede er blevet leveret masser af flot sport på markedspladsen, er et af stævnets største højdepunkter stadig i vente. Lørdag rides nemlig den traditionsrige Hjallerup Markeds Grand Prix i S1*.
Klassen afvikles i metode B1, hvilket betyder, at alle fejlfrie ekvipager fra hovedrunden skal ud i en afgørende omspringning om sejren. Foreløbig er 16 ekvipager klar til at kæmpe om æren, præmierne og sejren i den prestigefyldte Grand Prix, der hvert år tiltrækker stor opmærksomhed fra både ryttere og publikum.