Michael Moeberg fylder 60 år i morgen

29-03-2022 12:28

Annika Knudsen Lorentsen

I morgen den 30. marts fylder Michael Moeberg, som ejer Team Cabe, hvor Ringsted Sports Rideklub holder til, 60 år

Copyright Ridehesten.com
Michael i gang med at hejse flaget. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Michael Moeberg som ejer Team Cabe sammen med Brit Beck, der er beliggende ved Ringsted på Sjælland, fylder 60 år i morgen. Hos Team Cabe holder Ringsted Sports Rideklub til, og her afholdes årligt mange ridestævner og hestesportsarrangementer. 

Michael kom til Sjælland fra Randers som ung, og ridningen begyndte han først på i en sen alder. Det var nemlig først da han var på session og kom til, at fortælle en lille hvid løgn om, at han kunne ride, fordi han gerne ville ind i hesteeskadronen. Da han blev optaget fik han travlt med at lære ridningens kunst, og som han selv siger, så er han den der er faldet af flest gange i sin tid i militæret.

Copyright Ridehesten.com
Michael iklædt Randers FC-trøje. Foto: Privat

I 1999 mødte Brit og han hinanden, og derefter har de sammen langsomt men sikkert opbygget deres ridecenter, som i dag er kendt som Team Cabe. Rideskolen som til dagligt varetages af Brit,  har til maj i år 20 års jubilæum. Ringsted Sports Rideklub har eksisteret i langt flere år, men de seneste 20 år har klubben haft fast adresse på Team Cabe, og dermed kan også rideklubbens stævner fejre 20 års jubilæum. Uanset stævneniveau eller om der er tale om kåringer, skuer og shows, ser man altid Michael passe banerne til ug. Michael er altid manden man møder tidlig morgen, når der på stedet afholdes stævner og andre arrangementer. Det er ham som sørger for at hejse flag, opsætte lydanlæg, sætte den sidste finger på banerne, som er hans kæphest og store stolthed. Michael er manden der i det skjulte klarer “vej og park” opgaver på Team Cabe og blandt andet varetager pensionsstaldens daglige drift. Michael er altid god for en snak med høj og lav og til at samle folk. Som alle på stedet, er det vigtigt for Michael at Team Cabe er et rart sted at være.

Copyright Ridehesten.com
Michael sammen med en af sine elever. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Michael indstillede sin egen ridning for 10 år siden, grundet flere operationer i lænd og skuldre, men har holdt følingen ved lige idet han dagligt underviser privatryttere samt enkelte elevhold. Han følger med i alt der rører sig i dressurverdenen generelt. Inden han indstillede ridningen har han i mange år tilredet og uddannet heste,  og gerne dem med lidt udfordrende temperamenter.

Når Michaels tidsprogram ellers tillader det, nyder han – hvilket de fleste ikke kender til, en tur med fiskestangen og ikke mindst lange køreture på hans MTB Cykel.

Vi ønsker Michael et stort tillykke med de 60 år.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner