Michael Søgaard bedst i dagens Bundgaard Byg Cup Kür

26-07-2020 16:43

Marie Helene Rigård Rohleder

Dagens program stod på Kür ved kvalifikationsstævnet til Bundgaard Byg Cup, og her var det Michael Søgaard og Jukebox, som dommerne belønnede med de højeste procenter - det var dog ikke nok til at slå Rune Villum Hansen, som fører i den samlede stilling efter den første kvalifikation i turneringen

Copyright Ridehesten.com
Michael Søgaard og Jukebox på Vilhelmsborg 2019. Foto: Ridehesten.com/ Ida Dalgaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der blev byttet lidt rundt på de første placeringer i dag ved det første kvalifikationsstævne i den populære dressurturnering Bundgaard Byg Cup, som blev afholdt i Solrød Rideklub i weekenden. 

I dag blev der redet Kür, og her gik førstepladsen til berider Michael Søgaard på Jukebox e. Jazz/Rubinstein I (opdr. Jytte Kolster) med flotte 78.000 procent.

– Det gik rigtig godt idag. Jeg har ikke noget at brokke mig over, fortæller en glad Michael Søgaard til Ridehesten.com. 

– Det var et super hyggeligt stævne, og stemningen var god blandt både deltagere og publikum, siger Michael Søgaard. 

Sidste år deltog Michael og den tidligere vinder af Unghestechampionatet Jukebox også i Bundgaard Byg Cup, hvor de blandt andet vandt kvalifikationsrunden på Vilhelmsborg. 

Rune fører samlet
Lørdagens kvalifikation i Intermediare I blev vundet af Rune Willum Hansen på den kårede hingst Atterupgaards Seebach e. Sandro Hit/ Caprimonde (opdr. Atterupgaard), men i dag måtte ekvipagen se sig slået, og de blev i stedet nummer to med 77.083 procent. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I den samlede stilling for Bundgaard Byg Cup er det dog alligevel Rune Willum Hansen, som ligger i spidsen.

Tredjepladsen begge dage gik til Jan Møller Christensen på Empire B e. Sting/00Seven med 74.458 procent.

Således er det de tre erfarne herrer, som ligger i spidsen af Bundgaard Byg Cup. 

Se hele resultatet her. 

Bundgaard Byg Cup rides over tre kvalifikationsrunder i Intermediaire I og Intermediare I Kür. De 18 bedste ryttere går videre til finalen for at dyste om den prestigefyldte titel som vinder af Bundgaard Byg Cup.

Anden kvalifikation rides på Vilhelmsborg den 28. – 30. august. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen