Monty Roberts i Holte

19-09-2009 07:01

Grethe Næsby

I aften gæster den verdenskendte hestehvisker Monty Roberts Holte Rideklub, hvor han vil demonstrere sine evner på forskellige problemheste
Copyright Ridehesten.com
Den velkendte hestemand er meget anerkendt for sit arbejde med problemheste. (Foto: Ridehesten.com).

Forestillingen med Monty Roberts starter i aften kl. 19.30, hvor der arbejdes med fire heste med forskellige problemstillinger. Monty Roberts gjorde i en tidlig alder op med den træningsform, der var almindelig før i tiden, og som blandt andre hans far, Marvin Roberts, benyttede. Han prøvede at finde nye veje og mente, at nøglen til træning af heste uden vold lå i at lære at kommunikere med dem på deres eget sprog. Han tilbragte derfor tid med at observere vilde mustanger for at se, hvordan de kommunikerede med hinanden. Heste benytter først og fremmest kropssprog, og Monty Roberts lærte sig flere og flere ’gloser’ på dette sprog, som han brugte, når han trænede sine heste. Monty Roberts er 74 år gammel og opvokset med heste. Faren arbejdede med både væddeløbsheste og Westernheste. Den unge Monty sad i sadlen, næsten før han kunne gå, og som fireårig vandt han sin første konkurrence inden for Western-disciplinerne. Som han selv siger, var det nok snarere hesten, der vandt, mens han koncentrerede sig om at forstyrre den mindst muligt. Siden blev han en anerkendt eliterytter i Westernverdenen, og han har vundet et utal af konkurrencer. Som voksen opkøbte og trænede han væddeløbsheste for blandt andre Frank Sinatra, og han og hustruen Pat Roberts grundlagde farmen Flag Is Up i Solvang, Californien. Sammen har parret tre børn, og de har derudover åbnet deres hjem for i alt 47 plejebørn – nogle kun ganske kort, andre gennem en årrække. På Flag Is Up opdrættede de i mange år fuldblodsheste og trænede mange vindende heste indenfor både væddeløb og Westerndisciplinerne. I dag rejser han Jorden rundt for at videregive sine teknikker til så mange som muligt. Han forklarer, at han gerne vil være med til at gøre verden til et bedre sted for både mennesker og heste gennem sit budskab, at vold aldrig er løsningen.

Læs historien om danske Rina Stjernfelt, der kender Monty Roberts personligt og har fundet sin hest hos den berømte hestehvisker, i septembernummeret af Ridehesten Junior.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen