Annika Knudsen Lorentsen
Rideudstyrsforretningen Rider Sport, er en butik som mange hestefolk kender, og det med god grund. Butikken blev startet for 30 år siden, og de sidste 20 år har butikken ligget centralt i Herning.
Midt- og Vestjyllandspoliti modtog sent torsdag en anmeldelse om brand i nogle butikslokaler, og en af de butikker der var brand i, var Rider Sport, som sammen med naboforretningen Golfexperten er brændt helt ned til jorden. Det berettede vi om i fredags, og nu har vi igen talt med Peter Mathiasen, som er indehaver af Rider Sport.
– Der skal laves tekniske undersøgelser for at fastslå hvordan brænden er opstået, men hvad jeg foreløbigt har hørt er, at branden er starten i nabobutikken som også er brændt ned. Det er ikke endeligt bekræftet, og lige nu kan vi ikke selv komme ud på stedet, da det hele er spærret af indtil undersøgelserne, der skal laves er udført, forklarer Peter og fortsætter:
– Det er derfor også uvist om hvad der skal ske med forretningen i fremtiden, men jeg håber selvfølgelig, at vi kan starte op igen. Men der er flere ting der spiller ind, og vi skal også have snakket med vores forsikring.
Butikken er som nævnt brændt ned til jorden, og der er ikke meget tilbage. Det er lykkedes at redde en computer, hvorpå der ligger forskellige ting i relation til butikken, men Peter selv understreger:
– Den har jo ikke en særlig værdi i det store hele, men det er selvfølgelig rart, at den ikke er gået tabt, selvom man vist godt kan sige, at der ikke er noget tilbage fra butikken.
Hele Peters arbejdsliv
Da Peter Mathiasen blot var 23 år startede han Rider Sport, og siden har han opbygget sit livsværk, hvor det at have tæt kontakt til kunderne, har været hans drivkraft.
– Jeg var ikke så gammel, da jeg startede butikken. Jeg havde en idé om, at jeg skulle være selvstændig, og da jeg selv har dyrket og haft relation til ridesporten siden jeg var barn, var det nærliggende for mig at starte en rideudstyrsforretning. Det er hele mit arbejdsliv, der har drejet sig om butikken, mere eller mindre, for det er hele mit voksenliv, at jeg har arbejdet med den, forklarer han og fortsætter:
– Det er kontakten til kunderne der driver mig, jeg kan godt lide at servicere og hjælpe folk, og jeg har altid forsøgt at gøre det så godt som muligt for at have det, som kunderne har haft brug for.
Peter har selv været aktiv springrytter, og hans to børn Nichlas og Michelle har begge redet springstævner. Interessen for ridesporten, udstyr og god service har gået hånd i hånd i butikken, og man er altid blevet mødt med et smil, både i butikken og når Rider Sport har haft stand til diverse arrangementer.