Nervepirrende dobbelt omspringning (video)

16-06-2018 16:42

Britt Carlsen

Syv ryttere kom til finalen i DRFs mesterskab for U21 uden fejl, men dagens to runder fik reduceret feltet til blot to fejlfrie ryttere, og efter omspringning trak Jessica Toelstang sig sejrrigt ud af mesterskabskampen

Copyright Ridehesten.com
Guldvinder Jessica Toelstang, sølvvinder Benedikte Rie Truelsen og bronzevinder Josephine Bøgh (th).

Jessica Toelstang rider sit sidste år som U21-rytter. Hun har flere mesterskaber bag sig fra ponyårene, og i Bjerglunds Campari ser hun ud til at have en hest, der kan tage hende ind i seniorrækken med succes. 
I første runde af mesterskabet torsdag stod regnen ned over rytterne, og mørket lagde sig over springbanen, og igen i dag kom rytterne til at ride i regn. Det fik dog ingen betydning i dagens konkurrence, for banen hos Absolute Horses kan sagtens optage de vandmasser, og undervejs klarede det op, så vi fik en forrygende dobbelt omspringning som afslutning på mesterskabet for ungrytterne. 

Dobbelt omspringning
Jessica Toelstang/Bjerglunds Campari e. Cajus (opdr. Kirsten og Paul Petersen) red tre sikre, fejlfrie runder med stort overblik i en kombination med et stort overskud fra hesten. Benedikte Rie Truelsen og Cassina Z e. Cassini I matchede Jessicas ridt i finalen, og dermed var de to klar til omspringning om guldet. Her var Jessica lynende hurtig, og hun kom i mål knap tre sekunder før Benedikte. 

Sidste års U18 mester Clara Hallundbæk fik et nedslag i sidste runde på Dakar e. Utrillo van de Heffinck, som hun egentlig ikke havde regnet med at skulle starte, men hendes førstehest Quimono de la Roque var en af de, ellers sikre kort, som udgik på førstedagen. Sidste års ungryttermester Josephine Bøgh og Laurenz var fejlfrie den første dag, men i dagens første af to mesterskabsrunder fik Laurenz lige trådt på listen ved vandgraven. En sikker anden runde sendte hende i omspringning mod Clara om bronzen. Den kamp trak hun sig sejrrigt ud af. 

Jessica var naturligvis overvældet over sejren, og hun fik masser af kram og lykønskninger fra sine rytterkolleger. Vejen til sejren har ikke været den letteste, for Bjerglunds Campari, som hun har overtaget fra sin kusine, afdøde Camilla Enemark, har rent ud sagt været en bølle. Med tålmodighed er det lykkedes at få Campari til at fungere, også udenfor springbanen, og mesterskabet i dag var toppen af kransekagen for familien. 

Se resultatet af Jyske Bank Finale Agria DRF Mesterskab U21 HER

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen