Anna Pørtner
Selvom vejret så en smule faretruende ud tidligere på dagen, blev det en sand festdag i Asaa, hvor det traditionsrige væddeløb blev skudt i gang for 98. gang. Her kunne publikum opleve intet mindre end 12 væddeløb, fantastisk stemning og højt humør.
Jagt- og springrytteren Niels Goldschmidt var én af dem, der havde taget vejen til Vendsyssel for at deltage i det løb, hvor rideheste løb mod hinanden - og altså hverken trav- eller galopheste. Den erfarne rytter, der i en alder af 67 år stadig har mod på nye eventyr, debuterede på væddeløbsbanen og endte øverst på podiet.
– Man skal altså kunne ride, ellers vælter man i svinget, fortalte Niels Goldschmidt med et smil efter sejren og fortsatte: – Det var skarpe sving, og det gjaldt om at ride klogt. Jeg kom godt ind i svingene og havde hele tiden kontrol over hesten. Jeg følte, at hesten kunne give endnu mere af sig selv, så jeg kunne faktisk vinke til publikum igennem hele opløbet og holde øje med nummer to.
Folkefest og fart
Asaa Hestevæddeløb er ikke blot en sportsbegivenhed, men også en lokal folkefest, som hvert år tiltrækker både publikum og ryttere fra hele landet. Med over 30 postnumre repræsenteret blandt deltagerne og tusindvis af tilskuere, var der en imponerende stemning på pladsen.
– Fra vi ankom til byen, valfartede folk til væddeløbet. Der var en kæmpe mark, der fungerede som parkeringsplads, og den var proppet. Der var helt utrolig god stemning med hornorkester, byrådet kom forbi, der var hoppeborg til børnene og fadølsudskænkning flere steder. Det specielle ved banen er, at det hele foregår i indercirklen af banen, så publikum er helt tæt på det hele. Det var udenfor alt det, vi ellers kender fra rideforbundets arrangementer, og netop det gjorde det til noget helt særligt, fortæller Niels Goldschmidt.
Et anderledes kapitel i en lang karriere
Niels Goldschmidt, der allerede har fejret 50-års jubilæum som stævnerytter og har vundet Hubertusjagten hele seks gange, har i de senere år rettet blikket mod nye grene af hestesporten. Væddeløb var en helt ny oplevelse, som han tydeligvis havde flair for.
– Hesten løb virkelig bare godt, men jeg red med almindeligt trensebid, så jeg måtte lige tage en ekstra omgang for at stoppe den igen, griner Niels.
Dagen bød på hele 12 løb med deltagelse af både rideheste, ponyer, travheste og travponyer. Asaa Borgerforening havde sørget for, at der var noget at opleve for hele familien. En donation havde gjort det muligt at opgradere totalisatorsystemet, og det betød mere effektiv afvikling og flere muligheder for publikum.
– Der var en helt fantastisk stemning. Jeg mødte mange bekendte, så det vidner om, hvor mange der var til arrangementet fra hele landet, afslutter Niels Goldschmidt, der nu kan tage hjem til Nordsjælland med en væddeløbssejr i bagagen.
Se Niels Goldschmidt ride vinkende i mål i videoen herunder: