Anna Pørtner
En ny stævnesæson er netop skudt i gang, og årets første landsstævne i dressur for ponyer er netop blevet afviklet i denne weekend. Arrangørerne bag stævnet var Herning Rideklub, der traditionen tro bød velkommen til årets Nytårs Cup 2026.
Nytårs Cup er blevet afviklet over tre dage for henholdsvis kat. III-, II- og I-ponyer. Hver dag er der blevet fundet vindere i de enkelte klasser, mens de samlede vindere af cuppen er blevet kåret i dag, søndag - den såkaldte finaledag. Udover selve cuppen har stævnet også budt på PRT- og PRI-klasser hver dag for kat. I- og II-ponyer.
Tæt kamp hos kat. III-ponyerne
Fredag og lørdag har alle tre ponykategorier redet deres indledende klasser, men i dag gjaldt det altså finalen i kür for både kat. II- og I-rytterne, mens kat. III-rytterne skulle ride finale i LA4. Det var da også helt tæt til det sidste hos kat. III-ponyerne, men efter en vellykket finale, blev vinderne fundet i morges.
Bedst af alle blev Caroline Møller Iversen i sadlen på Nantyfyda Frankie e. Fronarth Ginola/ Moorcroft Roberto, som både red en andenplads hjem i første- og anden afdeling af cuppen. Her til morgen blev det ligeledes til en andenplads i finalen, og det rakte altså samlet til en endelig førsteplads med i alt 204,243%. Dermed blev de vindere af Nytårs Cup 2026 for kat. III-ponyer.
Anden bedst hos kat. III-ponyerne blev Ea Marie Krabbe Kirk og Clausholm Lord Joker e. Rhydspence Squire/ Kenwood's Steven, som i fredags lagde ud med en sejr i første afdeling. Både lørdag og i finalen i dag blev de nummer fire i klasserne, men samlet blev det altså til en andenplads i cuppen med 203,126% samlet.
Tredjepladsen gik ligeledes til Ea Marie Krabbe Kirk - denne gang med ponyen Rosengårdens Point Break e. Harvest Universal Soldier/ Bubbly Noggin, der både i går og i dag blev nummer tre i klassen. Samlet blev det til 199,616% og altså en samlet tredjeplads.
Ingen kunne komme forbi Amaia
Hos kat. II-ponyerne blev det i dag afgjort med en kür-klasse. I fredags var ekvipagerne ude i en PRT, i går blev der redet PRM og så var det altså tid til finalen i dag. Bedst af alle blev Amaia Hartvig Bruun Severinsen i sadlen på Fjordglimt Gangdam Style e. Menai Cadernid/ Pacybedw Boy George, som hele weekenden har vundet samtlige af sine klasser, og dermed altså også vandt den samlede Nytårs Cup for kat. II-rytterne med 212,420%.
Anden bedst i årets cup for kat. II-ryttere blev Sofie Duval Larsen på Da Vinci Code e. Da Vinci HS/ FS Champion De Luxe, som både fredag og lørdag har redet andenpladser hjem. Efter en flot kür til 69,000% i dag, blev det en samlet andenplads med i alt 212,004%.
Tredjepladsen gik til Laura Amalie Odgaard i sadlen på Bruno Mars-G e. Lukas 163/ FS Don't Worry Junior, som startede weekenden ud med en tredjeplads, fulgte trop i går, og i dag red en andenplads hjem i kür til 71,750%. Samlet blev det til 207,972% og en flot tredjeplads i cuppen.
Steffanie sejrede suverænt
Kat. I-rytterne var dem, der skulle have afgjort deres cup til allersidst. Igen blev finalen afgjort i kür, mens de fredag red PRT og i går red PRM. Bedst af alle blev Steffanie Victoria Horsted Dyrlund i sadlen på Cosmo Callidus NRW e. Cosmopolitan D/ Cyriac WE efter en helt suveræn kür til 75,292% i dag. Faktisk endte Steffanie med et samlet resultat på 217,682% og altså over 5% fra andenpladsen samlet. Med en andenplads i fredags og en sejr både i går og i dag, kunne de altså tage fra Herning som vindere af Nytårs Cup 2026.
Anden bedst for kat. I-ponyerne blev hende, der også tog andenpladsen hos kat. II-ponyerne, nemlig Sofie Duval Larsen, denne gang på Mein Astaire e. FS Mr. Right/ Pilgrim's Red. Parret red i dag en flot kür til 69,792% og endte samlet på 212,044%. Fredag lykkedes de med sejren i PRT, mens de i går red PRM til en andenplads. I dag endte de på en femteplads i kür'en, men altså samlet nummer to i cuppen.
Tredjepladsen gik til Elinor Jensen og Tackmann's Cookie e. Can Dance/ Neckar, som i dag red en flot kür til 71,208%. Parret red i fredags en tredjeplads hjem i PRT, i går red de ligeledes en tredjeplads hjem i PRM, og med en flot tredjeplads igen i dag i deres kür, blev det altså samlet til 209,226% over hele cuppen og en samlet tredjeplads.
Dermed blev endnu et vellykket landsstævne hos Herning Rideklub afviklet med stor succes, hvor årets Nytårs Cup-vindere blev fundet og hyldet til den helt store guldmedalje. Det har været tre dage med dressur på højt niveau, og sæsonen ser lovende ud for de dygtige ponyryttere.