Økonomisk støtte sikrer danske springryttere 5-stjernet nationsspringning

12-05-2022 16:39

Christine Krogh Frausing
Skribent

Landstræner Bo K. Møller har længe arbejdet på at skaffe de danske springryttere adgang til 5-stjernede stævner i jagten på at sikre flere VM-kvalifikationer, og nu er det lykkedes. Danmark har nemlig fået et wildcard til det 5-stjernede springstævne i Sopot, Polen, fra den 8.-12. juni og får dermed en unik mulighed for at kvalificere flere ekvipager til VM i august. Men adgangsbilletten er langt fra gratis, og derfor er deltagelsen kun blevet en realitet på grund af ekstraordinær økonomisk støtte fra Frandsbjerg Horses

Copyright Ridehesten.com
Søren Rasmussen giver økonomisk støtte, så det kan lykkes danskerne at komme til start ved det 5-stjernede stævne i Sopot, Polen. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Om mindre end tre måneder løber VM i springning, dressur, paradressur og voltigering af stablen i Herning, og her skal Danmark bl.a. stille med et springhold. Fem danske ekvipager er allerede kvalificerede, men for at sikre det stærkest mulige hold, er det landstræner Bo K. Møllers klare ambition at have en så bred trup at vælge fra som muligt. Det kræver, at flere ekvipager når at kvalificere sig, inden holdet skal sættes, og her kan det blive en stor fordel for de danske ryttere at være blevet inviteret til at ride ved det 5-stjernede stævne i juni.

– Ved 5-stjernede stævner kan rytterne sikre sig en VM-kvalifikation både i nationsspringningen og Grand Prix'en, hvis de blot de gennemfører én af dem med max. 4 fejl. Til sammenligning kræver det tre fejlfrie runder i Grand Prix ved 3-stjernede stævner af kvalificere sig, så det er en kæmpe fordel for Danmark, at vi har fået muligheden for at ride i Sopot, lyder det fra landstræner Bo K. Møller.

Copyright Ridehesten.com
Bo K. Møller. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

– Da vi fik besked om wildcardet, gik vi straks i gang med at brainstorme på muligheder, for Bo og jeg var enige om, at det var en mulighed, vi ikke kunne sige nej til. Men når der ikke er penge i budgettet, så er gode råd dyre, og vi besluttede at række ud til vores gode samarbejdspartnere hos foreningen SpringDanmark for at få sparring på, hvem vi kunne henvende os til. Derigennem lykkedes det os heldigvis at sikre støtte via Søren Rasmussen fra Frandsbjerg Horses, som også er bestyrelsesmedlem i SpringDanmark, og det er vi meget taknemmelige for, fortæller Elitesportschef i springning, Janni Thermann.

Oplagt at støtte springsporten
Og hos Frandsbjerg Horses er man glade for at kunne bidrage til at sende et dansk hold afsted til Polen. Søren Rasmussen fortæller:

– At kunne bidrage til, at Danmark får et hold med til et 5-stjernet stævne forud for VM i august, er en oplagt mulighed for at give vores støtte til springsporten. Som vi ser det, har Danmark de bedste forudsætninger for at komme fremad inden for springsporten, hvis vi samarbejder, så derfor tilbød vi vores støtte, afslutter han.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen