Otte finaleheste fra Helgstrand Dressage

05-08-2017 14:07

Den danske virksomhed Helgstrand Dressage er repræsenteret med 10 heste ved UVM i Ermelo, hele otte er gået direkte videre til finalerne, og i alle tre årgange har heste fra Helgstrand Dressage været i top tre i kvalifikationen

Den første finale ved FEI/WBFSH's verdensmesterskaber for unge dressurheste finder sted i dag, hvor 15 syvårs skal kæmpe om de tre podiepladser og medaljer i guld, sølv og bronze.

Storfavorit til sejren er DV-hoppen Fiontini e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen), der også vandt guld som fem- og seksårs og dermed er den anden hest i historien, der kan finde tre UVM-vindertitlen - direkte i fodsporen af DV-hingsten Sezuan. Fiontini er redet af Severo Jurado Lopez, der rider for Helgstrand Dressage i Danmark. I syvårs finalen i dag er chefen, Andreas Helgstrand, også selv til start på sin svenske vallak Springbank VH e. Skovens Rafael/ De Niro, der blev nr. 11 i kvalifikationen.

Copyright Ridehesten.com
Severo og Fiontini er storfavoritter til at vinde 7-års finalen.

Finalerne for femårs og seksårs finder sted i morgen søndag, og af de 15 finalister i hver årgang kendes i skrivende stund kun de første 12, der er direkte kvalificeret. De restende tre findes i B-finalerne i dag.

Hos de seksårige har Helgstrand Dressage tre heste med, og de placerede sig i kvalifiationen som nr. 1, 2 og 10. Det er under australsk flag Feodoro e. Fürstenball/ Rosario redet af Simon Pearce, under spansk flag Quel Filou e. Quaterback/ Stedinger redet af Severo Jurado Lopez og endelige under dansk flag DV-hesten Straight Horse Don Tamino e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Straight Horse ApS) redet af Anne-Marie Hosbond. Dermed er der også hos de seksårs en rigtig god chance for, at den danske dressurstald er med i medaljerne.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand har selv to heste med i finalerne, her er det 5-årige Ferrari.

Helgstrand Dressage er i femårs sektionen repræsenteret af fem heste, der i kvalifikationen placerede sig som nr. 3, 4, 5, 24 og 25. De tre finalister er tyske Ferrari e. Foundation/ Blue Hors Hotline redet af Andreas Helgstrand, tyske Casablanca e. Conen/ Fidermark redet af Simone Pearce og tyske D'Avie e. Don Juan de Hus/ Londonderry redet af Severo Jurado Lopez. Igen er der tale om rigtig gode odds for, at Helgstrand Dressage kan blande sig i medaljekampen.

Se stævnets start- og resultatlister HER.

Copyright Ridehesten.com
Avlshingsten D'Avie er med i finalen redet af spanske Severo Jurado Lopez.
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen