Palma er ustoppelig

22-08-2024 12:14

Til trods for sin unge alder, er Palma Sophie Gry Jansson-Christensen en af danmarks dygtigste pony- og childrenryttere. Hun har allerede opnået mere end mange andre på sin alder, og nu kan hun altså tilskrive sig endnu en titel 

Copyright Ridehesten.com
Til trods for sin unge alder, er Palma Sophie Gry Jansson-Christensen ustoppelig. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen.

Palma Sophie Gry Jansson-Christensen er bare 12 år gammel, men det holder hende ikke tilbage. Palma kan nemlig både skrive nordisk mester, EM-deltager og dansk mester på cv'et, alt dette bare i år. I weekenden var hun til start ved dette års danmarksmesterskab for kategori I-ponyer hos Kongsdal Rideklub, og her tog hun altså endnu en sejr med ponyen Parc Icon

Det var en fantastisk spændende dag med en masse dygtige og erfarne ekvipager, og der var virkelig spænding til det sidste, fortæller Palma om oplevelsen i weekenden og fortsætter: – Jeg er virkelig glad for at have en pony som Icon, han siger aldrig nej til en udfordring og er altid med på en omspringning. Han gør altid sit allerbedste, og vi stoler virkelig på hinanden og kender hinanden ud og ind. 

Palma og Parc Icon har dannet par i fire år, og deres makkerskab er kun blevet bedre og bedre, fortæller Palma: – Jeg har haft ham i fire år, og han er virkelig kun blevet bedre og bedre. Tidligere konkurrerede han som 2'er pony, men nu går han som 1'er pony. I maj var vi i Zuidwolde, hvor vi sprang 130-135 cm med et enkelt nedslag i hver tur, så selvom han er lille, så kan han virkelig springe, fortæller Palma om sit makkerskab med ponyen. 

Copyright Ridehesten.com
Palma Sophie Gry Jansson-Christensen til venstre og Amalie Breum-Harild til højre, fejrer et overstået danmarksmesterskab. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen.

Palma kan ikke kun kalde sig dansk mester, hun var nemlig også på det guldvindende hold, da det danske ponyhold tog en sejr til nordisk mesterskab. Holdet bestod af Palma og Parc Icon, Klara Mie Snebjørn Poulsen på Wrenwood Bambilino, Silvia Mourier på Balthazar de Bordes, Selma Hundborg Dresler på Clounamon Coco og Frederikke Hoffmann Kønigsfeldt på Kingdom Connie. 

At vinde nordisk for det danske hold i år var bare en helt fantastisk oplevelse, mindes Palma om sejren og fortsætter: – Alt klappede bare den dag for hele holdet, og det var rigtig fedt at vinde sammen med dem, der normalt er ens konkurrenter

2024 har indtil videre været et godt år for den unge springrytter, hvor hun blandt andet er blevet udtaget og har fået lov at springe nationsspringninger for Danmark, ligesom hun repræsenterede Danmark individuelt til EM for childrenryttere med hesten Lyndon e. Numero Uno/ Silvio I: – At blive udtaget og få lov at springe nationsspringninger og så selvfølgelig children-EM er indtil videre nogle af de største ridemæssige oplevelser. EM er bare noget helt specielt, og selvom man er nervøs, er det virkelig fedt, fortæller Palma. 

Copyright Ridehesten.com
Palma og Lyndon. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen.

Til trods for den flotte sejr som dansk mester i weekenden, er øjnene allerede rettet mod næste mål: – Jeg håber at komme til at ride Ponies Trophy til efteråret, fortæller Palma. FEI Ponies Trophy er en serie af stævner for ponyryttere, hvor der konkurreres i både Danmark, Frankrig, Tyskland og Østrig, og afsluttes med en finale, der afvikles på højeste niveau i Belgien. 

I næste uge er Palma til start ved det internationale springstævne Brussels Stephex Masters 2024 på stor hest, hvilket hun ser meget frem til: – Jeg glæder mig virkelig til at opleve det her store stævne, og jeg vil gøre mit allerbedste sammen med mine heste, afslutter Palma. 

Copyright Ridehesten.com
Palma og Parc Icon har dannet par gennem fire år, og kender hinanden ud og ind. Foto: Ridehesten.com/ Aviaja Vindum Hansen.
Trine Askjær-Jørgensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen