Peggy Sue i stor udvikling

23-04-2024 18:09

DV-hoppen Peggy Sue Nexen, der forrige år missede sin UVM-deltagelse på grund af salg til udlandet, er nu dukket op i en træningsvideo med sin ejer, der er tidligere OL-rytter

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind og Peggy Sue Nexen. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I august 2022 blev en af hestene på det danske UVM-dressurhold solgt, nemlig den dengang 7-årige bronzemedaljehoppe Peggy Sue Nexen e. Blue Hors Don Olymbrio/ Andiamo (opdr. Stutteri Nexen v/ Elin Houe og Hans Jul Andersen), der med berider Søren Wind var udtaget til at skulle deltage i Ermelo.

En træningsvideo af Peggy Sue Nexen på Instagram førte til en henvendelse til Søren Wind, og det resulterede i salg til den franske OL-rytter, Marc Boblet. Den engelske dressurrytter Bennet Conn, der er Marc Boblets træner, har videreuddannet den nu 9-årige DV-hoppe, ligesom han underviser Marc på hoppen.

Copyright Ridehesten.com
Søren Wind og Peggy Sue Nexen. Foto: Ridehesten.com/Rikke Hald Jensen

Bennet fortæller til Ridehesten, at de købte Peggy Sue som et Grand Prix-emne og var bevidste om, at hun er ud af en hoppestamme med mange topheste. Da de købte hende, havde hun ikke de mest "flashy" gangarter, men de var ikke i tvivl om, at hun havde talentet til at kunne gå hele vejen.

Hun er dejlig følsom og har enormt meget stamina. Hun har udpræget talent for de samlede øvelser, og samtidig har hendes gangarter udviklet sig meget i takt med det samlende arbejde. Det er en stor fornøjelse for mig at træne Marc på hende nu og se hendes udvikling fra jorden. Vi er meget spændende, hvad fremtiden med hende bringer, fortæller Bennet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Peggy Sue Nexen kommer ud af en meget præstationsstærk hoppefamilie med elitehoppen Pilinka II Nexen som mor og elitehoppen Polka Nexen som mormor.

Hendes oldemor, Pilinka Macohl af Nexen, er mor til tre gange Årets hoppe i Dansk Varmblod, mormor til guldmedalje- og Grand Prix-hoppen Polka Hit Nexen (UVM-sølvvinder og World Cup-placeret) og ligeledes mormor til bronzemedalje- og Grand Prix-hoppen Polka Sensation Nexen og dermed også oldemor til guldmedaljehoppen og UVM-finalisten Polka Fascination M og tipoldemor til guldmedaljehoppen Polka Perfection M, der sidste år var Årets dressurhoppe i Dansk Varmblod. Endvidere er Polka Hit Nexen mor til Grand Prix-hesten Elverhøjs Raccolto.

 

 

Thilde Alsing

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thilde Alsing