Polo vender tilbage til Bernstorffsparken

14-08-2026 20:32

I weekenden bliver Bernstorffsparken igen fyldt med fart, hestekræfter og international polo, når Polo in the Park for femte år vender tilbage – denne gang med et udvidet program over to dage

Copyright Ridehesten.com
Fra i morgen rykker Polo in the Park ind i Bernstorffsparken. Foto: Privat/ Jakob Kirk
Nyheden fortsætter efter annoncen

I morgen går det løs, når Bernstorffsparken i Charlottenlund igen danner ramme om Polo in the Park. For femte år i træk forvandles Sportsrideklubbens smukke rideanlæg til en spektakulær polobane, hvor danske og internationale spillere mødes til kamp om Danish Open-trofæet. 

Polo in the Park er Skandinaviens største internationale polobegivenhed og har efterhånden udviklet sig til en fast tradition i Bernstorffsparken. I år bliver arrangementet endnu større, da turneringen for første gang afvikles over to dage, både lørdag og søndag. 

To dages polo venter
Weekenden byder begge på et program med både Danish Open og den traditionsrige pololandskamp, hvor det danske pololandshold skal møde Sverige. Dagen begynder med, at parken åbner klokken 12.00, inden de første spillere rider på banen klokken 12.30 til Danish Open. 

Efter en pause fortsætter dagen klokken 14.30 med polo-landskampen, inden der klokken 16.00 er præmieoverrækkelse og after-polo med drinks og festlig stemning i baren. Arrangementet slutter begge dage klokken 17.00. 

Dermed bliver der rig mulighed for publikum for at komme helt tæt på en sportsgren, som stadig er relativ sjælden at opleve på dansk grund. Under arrangementet kan gæsterne opleve de rutinerede danske og internationale spillere og hestene på nært hold, mens polobaren sørger for mad og drikke undervejs. 

Copyright Ridehesten.com
Weekenden byder på festlig stemning og spændende sport. Foto: Privat/ Jakob Kirk
Fakta
Polo - kongernes sport

Polo kaldes også for "hockey til hest" og siges at være verdens ældste holdsport. Oprindeligt blev polo udviklet som en form for krigssimulation, som kavaleriet brugte til at træne soldater og heste til slagmarken. Igennem årene er polo blevet en sport, der dyrkes i det meste af verden. Traditionelt udbredt i militære og royale kredse, hvorfor polo ofte refereres til som "kongernes sport".

Polo spilles med to hold, med op til fire spillere på hver hold, på en bane med et mål i hver ende. Her gælder det så for spillerne på hest at skyde bolden i mål med en knap halvanden meter lang trækølle. Polohestene er yderst veltrænede fuldblodsheste med stærk acceleration, der lige så hurtigt kan stoppe og vende, for at følge med i det intense spil, der foregår i galop. En polokamp består af et antal intense spilperioder kaldet "chukkas", der varer cirka syv minutter. Efter hver periode, skifter spillerne hest.

Fold up

En festlig dag i parken
Polo in the Park er altså ikke kun sport. Publikum kan vælge mellem pladser på den overdækkede tribune, terrassepladser, bord i Nordic Lounge eller adgang til picnicområdet på plænen. 

Arrangementet afvikles i samarbejde mellem Copenhagen Polo Club og Sportsrideklubben og har gennem årene tiltrukket både poloentusiaster og nysgerrige publikummer, der vil opleve en intens og spændende sport på helt tæt hold. 

Med udvidelsen til to dage er der i år endnu bedre mulighed for at opleve poloens særlige kombination af fart, præcision og hestekraft i de historiske omgivelser i Bernstorffsparken, som starter fra i morgen klokken 12.00. 

Copyright Ridehesten.com
Danmark skal i landskamp mod Sverige. Foto: Privat/ Jakob Kirk

Læs mere om Polo in the Park her. 

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen