Rehoff: Et år jeg vil huske tilbage på

30-12-2023 14:36

Annika Knudsen Lorentsen

22-årige Caroline Rehoff Pedersen har i år redet sit første seniorår, og her har hun leveret mange flotte præstationer. Hun er blandt andet blevet nr. 2 i Hamborg Springderby, og året sluttede med en nominering til Årets Fund 2023. Caroline fortæller, at det har været et helt igennem fantastisk år

Copyright Ridehesten.com
Caroline med Chaccieny ved Nations Cup i Rotterdam tidligere i år. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der er ikke mange med interesse for springsporten, som ikke har bemærket navnet Caroline Rehoff Pedersen i 2023. Den 22-årige rytter fra Viborg har nemlig leveret den ene flotte præstation efter den anden. Året startede ud med en debut i World Cup, og i foråret skrev hun sig i historiebøgerne, da hun leverede den 160. fejlfrie runde nogensinde i Hamborg Springderby. Senere på året blev det til flere senior nationsspringninger og flere World Cup-kvalifikationer. 

Det er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været mit højdepunkt i 2023 [Caroline Rehoff Pedersen]

– 2023 har været et helt igennem fantastisk år. Det er et år, som jeg vil huske tilbage, og huske som et år med en masse vilde oplevelser, indleder Caroline og forsætter: 

– Det er et år, hvor jeg har haft det rigtig godt personligt. Jeg har været glad hele året, og jeg har ikke haft nogle down perioder. Sportsligt har jeg opnået ting, som jeg ikke troede, jeg ville opnå allerede nu, og vi har nået vores målsætninger og mere til. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Calvin ved Hamborg Springderby 2023. Foto: Privat

En særlig tatovering
Det helt store højdepunkt for Carolines 2023-sæson, var den fejlfrie runde i Hamborg Springderby. Netop denne oplevelse har også ført til en særlig tatovering. 

– Der er ingen tvivl om, hvad der er min største oplevelse i år. Det er 100 procent Hamborg Springderby, og jeg har faktisk også fået lavet en tatovering til minde om det. Jeg var nr. 160 til at ride fejlfrit nogensinde i Hamborg Springderby, og det har jeg fået tatoveret på min fod. Det er en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, og jeg er ikke i tvivl om, at det har været mit højdepunkt i 2023. 

Fakta
Om Caroline Rehoff Pedersen
  • 22 år 
  • Bosat i Viborg
  • Træner hos Lars Bak Andersen
  • Red fejlfrit i Hamborg Springderby 2023 og blev nr. 2
  • Har redet flere 5-stjernede World Cup-kvalifikationer og nationsspringninger
  • Har redet EM i ungdomsrækkerne
  • Er tidligere nordisk mester individuelt for både junior og ungrytter
  • Nomineret til Årets Fund 2023
Fold up

Den rette træner, gode heste, opbakning og mental velvære
Bag en succes som den Caroline har haft i 2023, er et stærkt team, som hjælper Caroline med at have ro og mulighed for at træne og konkurrere på bedste vis.

– Der er ingen tvivl om, at det har været et succesfuldt år, hvor vi har taget den det næste niveau op. Der er mange ting, der ligger til grund for det. Først og fremmest har jeg et fuldstændig fantastisk team bag mig. Jeg har en træner, der har taget mig fra at være kommet et godt stykke i sporten til at komme endnu længere frem. Han har rykket mig virkelig meget, forklarer Caroline om sin træner Lars Bak Andersen, og fortsætter: 

– Jeg har fået lov at ride mod nogle af verdens bedste, og det er han helt sikkert en af de største grunde til. Samtidig har jeg, som sagt, haft et virkelig godt år personligt, og jeg tror på, at hvis man selv er glad og hestene er glade, så performer man bedre. Jeg har fundet mig et godt system og nogle rutiner, som fungerer rigtig godt. Det er helt sikkert med til at skabe succes. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline og Calvin ved Hamborg Springderby 2023. Foto: Privat

I stalden hos Caroline står flere gode heste, som Caroline kan ride på højeste niveau med, ligesom hun har flere unge stjerner på vej. 

– En anden ting, er at have de rigtige heste, og have flere af dem. Det er også en stor fordel, jeg har. Jeg har seks heste, og det har jeg haft hele året, og dem har jeg lært meget af. Har man seks gode heste kontra måske én, så går det stærkere med at udvikle sig. Jeg er glad for hver og en, og de har helt sikkert hjulpet mig meget på vej, fortæller Caroline og fortsætter: 

– Jeg har også rigtig stor forældreopbakning. Min mor er med rundt til alle stævner, og vi har været rigtig mange steder i år, og samtidig er jeg heldig, at min far kan hjælpe mig økonomisk, og det har helt sikkert medvirket til, at vi har taget det her store skridt frem i sporten.

2024 starter med World Cup
Ligesom i år, starter Carolines 2024-sæson med en World Cup-kvalifikation i Leipzig, hvor hun endnu engang skal ride på 5-stjernet niveau. 

– I forhold til næste år, så vil jeg sige, at hvis jeg bare kan få nogenlunde samme succes, så er jeg absolut yderst tilfreds. Vi har lagt nogle planer. Vi skal have tilføjet en hest mere til teamet, og det arbejder vi lige nu på. Jeg fortsætter selvfølgelig med Lars som min faste træner, og vi starter året ud med en World Cup mere i Leipzig, hvor jeg har været så heldig at få plads, forklarer Caroline og fortsætter:

– Jeg drømmer om at blive endnu bedre og mere etableret på det niveau, som jeg rider på nu. Jeg vil gerne blive mere stabil og samtidig få nogle af mine gode unge heste med op. Samtidig drømmer jeg bare om at være glad og nyde at gå på arbejde hver dag. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline (2. fra højde) med (fv.) Elitesportschef for DRF Annette Mosegaard, Sidsel Hein, hendes far Martin Bech Pedersen, hendes mor Lone Rehoff Pedersen og landstræner Bo K. Møller ved prisuddelingen for Årets Fund 2023. Foto: Privat

Nominering til Årets Fund
2023 sluttede med en nominering til den prestigefyldte pris Årets Fund, som blev overrakt den 28. december. Her var Caroline nomineret på baggrund af sine flotte præstationer i 2023 sammen med en række andre atleter fra andre sportsgrene. Prisen gik til håndboldspiller Simon Pytlick, men æren i en nominering, er i sig selv stor, og blev fejret med de andre atleter i forbindelse med arrangementet den 28. 

– Vi sluttede året af med, at jeg blev nomineret til årets fund. Det er jeg virkelig stolt af, og det er et kæmpe skulderklap. Det har gjort, at jeg har fået endnu mere blod på tanden. Jeg er meget stolt, og glad for alle dem, der har stået bag denne nominering, slutter Caroline. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline og landstræner Bo K. Møller ved prisuddelingen for Årets Fund 2023. Foto: Privat
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen