Annika Knudsen Lorentsen
World Cup-sæsonen 2025/2026 er i fuld gang og særligt springrytterne har de seneste uger haft stor aktivitet i deres World Cup-sæson. Tre stævner i springning er allerede afholdt, alle med dansk deltagelse i form af Søren Møller Rohde.
I denne uge er turen kommet til Stuttgart i Tyskland, og denne gang, er det Caroline Rehoff Pedersen, der skal repræsentere Danmark. Det skal hun med tre heste til start i de 5-stjernede klasser.
Hun medbringer først og fremmest hendes EM-hest Golden Eye e. Goldfever/Stakkato Gold, men også hendes andre topheste Polonis L e. Le Blue Diamond V't Ruytershof/Andiamo og Menconvio PS e. Messenger/Con Air.
Ved stævnet får Caroline skarp konkurrence fra en lang række internationale topprofiler. Det gælder blandt andet tyske Christian Ahlmann, franske Roger Yves Bost, belgiske Niels Bruynseels, svenske Peder Fredricson og schweiziske Martin Fuchs.
Konkurrencerne i Stuttgart starter i dag, men de 5-stjernede konkurrencer starter først i morgen torsdag. Selve World Cup-klassen afholdes søndag eftermiddag.