Annika Knudsen Lorentsen
Rikke Heineking deltog i sidste uge ved sit første 5-stjernede internationale stævne i karrieren, og selvom hun har mange flotte resultater bag sig både nationalt og internationalt, var stævnet det "sværeste" stævne Rikke har deltaget ved i karrieren.
Ved stævnet var hun blandt andet til start i den 155 cm høje Helsinki Grand Prix i sadlen på hesten Gwinnru de Kernevez e. Andiamo Semilly/Germino. Den 10-årige vallak har Rikke haft siden han var 7 år, og sammen har de blandt andet vundet den 150 cm høje nationale Grand Prix ved Danish Christmas Show i december 2025.
I Grand Prix-klassen i Helsinki i lørdags, blev de placeret på en flot sjetteplads (læs mere her), og Rikke sætter ord på præstationen:
– Vi var allerede nr. 2 på banen i første runde, så vi nåede jo ikke at se andre ryttere, men vi holdt os til vores plan, og Gwinn kvitterede med at springe en super første runde, hvor det hele bare lykkedes, indleder hun og fortsætter:
– I omspringningen var vi de første på banen, og jeg gik efter en stabil god runde, og Gwinn kvitterede igen med super springning, og han er fra naturens side hurtig, og jeg kan nemt tage et galopspring ud på de lange stræk med ham. Vi endte som nr. 6, hvilket vi alle er utroligt tilfredse med i dette felt af stærke ekvipager.
Stor oplevelse og god opbakning
Det var som skrevet første gang, at Rikke deltog ved et 5-stjernet internationalt stævne, og hun fortæller, at det var en god oplevelse.
– Det var en superfed oplevelse. Det var et flot setup og gode forhold for hestene. Det var fedt med opbakningen fra alle kollegaerne derhjemme, som var hurtige til at skrive eller ringe med lykønskninger, fortæller Rikke, som nu ser frem mod Dansk Varmblods Hingstekåring i Herning i denne uge:
– Vores plan nu er at ride i Herning, og derefter starter vores udendørssæson med to uger i Italien, så vi er klar til DM.