Sådan får man en opdrættermedalje

24-05-2023 09:51

Annika Knudsen Lorentsen

På Dansk Varmblods Repræsentantskabsmøde uddeles opdrættermedaljer til dygtige avlere, men hvordan opnår man egentligt denne hæder?

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hvert år bliver et antal avlere hædret på Dansk Varmblods Repræsentantskabsmøde. Det er her de modtager det synlige bevis på, at de det foregående år har opdrættet en hoppe, eller en hingst, som er blevet udmærket med en opdrættermedalje i guld, sølv eller bronze.

For hoppernes vedkommende sker dette i forbindelse med KRAFFT Eliteskue, som i år finder sted den 2.-3. september på Vilhelmsborg. Hopperne udtages af dommerne ved sadelkåringer og 1-dags afprøvninger på stationsafprøvninger og i forbindelse med Egnethedstesten. Kravet er, at hoppen bliver kåret i højeste kåringsklasse, DH og aflægger en bestået rideprøve (RDH).

Det er dommerne ved sadelkåringer og 1-dags afprøvninger på stationsafprøvninger og i forbindelse med Egnethedstesten som udpeger medaljeaspiranterne til at deltage ved KRAFFT Eliteskue. På eliteskuet skal de springbetonede hopper vises i løsspringning, mens de dressurbetonede hopper vises under rytter eller løse i hallen.

Vicky Nortvig fra Avlsledelsen for dressur fortæller om bedømmelsen: ”Medaljekaraten afgøres af, hvor tæt hoppen er på avlsmålet.”

Nyheden fortsætter efter annoncen

Vurderingen af hoppen er en helhedsvurdering, hvor både eksteriør, funktionalitet og ridelighed indgår.

– Den perfekte hest findes ikke, men for at få medalje, skal hoppen være så tæt på avlsmålet som muligt, fortsætter Vicky Nortvig, og hun uddyber: – Vi kan have en hoppe med det helt perfekte eksteriør, eller en hoppe, som er meget funktionel, og så kan vi godt gå lidt på kompromis med eksteriøret. Det er en subjektiv vurdering.

– Det er ikke sådan, at der er krav om, at hoppen skal have 10 i helhed for at få en guldmedalje, selvom det sædvanligvis er tilfældet. Der er dog et grundlæggende krav til helhedskarakteren for medaljehopper, for hoppen skal have en så høj kvalitet, at hun får 9 i helhed, forklarer Vicky Nortvig.

Læs mere på varmblod.dk

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner