Salg af Totilas topper på internettet

03-12-2009 08:01
På hestefolkets debatfora på internettet kører diskussionerne livligt om, at Moorlands Totilas skulle være solgt. Nogle mener, at de kender prisen, som familien Max-Theurer har betalt, mens andre ved, hvad familien Bechtolsheimer har købt Totilas for
Copyright Ridehesten.com
Moorlands Totilas med sin faste rytter Edward Gal (Foto: Ridehesten.com).

Verdens mest omdiskuterede dressurhest er den europæiske kürmester Moorlands Totilas e. Gribaldi. Den hollandske hest, der rides af hollandske Edward Gal, er efter forlydende ikke solgt, men rygterne spredes som lynild. Igår skrev den tyske nyhedsportal St. Georg, at de har kontaktet Sissy Max-Theurer, der dementerede, at hun har købt hingsten Moorlands Totilas og iøvrigt morede sig over rygtet, at hun skulle have betalt 10 mio. euro for den. Heller ikke familien Bechtolsheimer har købt Totilas, selv om rygtet siger, at de skulle have erhvervet sig hesten for syv mio. euro. Ejerne Tosca og Cees Visser udtaler, at hvis Totilas bliver solgt, skal det nok blive officielt udmeldt til pressen, men de har ingen planer om at sælge det hollandske holds stærkeste hest. Også Edward Gals forretningspartner Nicole Werner har undret sig over rygterne: - Vi har ikke haft nogle her, som har prøvet at ride Totilas, så det skulle da også være en overraskelse for os, hvis han var solgt!

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen