Denne blog er en hyldest og hjælp til de tusindvis af ponyfædre, som dagligt er med til at sikre, at deres familier fungerer, til trods for at de siden den dag, de kom til at sige ”en pony, det lyder da som en rigtig god ide min skat”, er blevet forvist til fjerdepladsen i familiehierarkiet (Datter, Pony, Mor... og Ponyfar).
Ponyfar behøver ikke at kunne se forskel på ”styrbord” og ”bagbord” på det fire-benede familiemedlem for at kunne hjælpe.
Bare det at han er til stede, er ofte nok. Også selv om han bevæger sig i skyggen og ikke altid ved, hvad han skal stille op.
Gennem de næste måneder vil jeg komme helt tæt på begrebet Ponyfar.
Hvem han er, hvorfor han gør, som han gør, og hvorfor han i nogle tilfælde er den klippe, som min datter mener?
Denne måneds ”gæst” hedder Kazuki Sado. Kazuki kommer fra Kyoto, cirka 500 kilometer vest for den olympiske by i Tokyo, og er en af de fire dressur-samuraier, som har fået æren af at repræsentere solens rige ved det forestående OL
På vegne af alle de ponyfædre jeg kender, vover jeg nu at stille et spørgsmål, som har presset sig på i alt for lang tid, men som jeg ikke tidligere har turdet stille af hensyn til min egen sikkerhed
Findes der ponyfædre på den anden side af Øresund højt oppe i de svenske fjelde? For at få svar på det spørgsmål ringede jeg til Dulmen i Tyskland cirka 500 kilometer vest for Berlin. Hmm, nu tænker du måske, at mit Ponyfar-kompas er gået i stykker, men hold lige læsebrillerne an i en parade og giv mig en chance for at forklare
Har du husket at skifte til vinterdæk? Jeg gætter på, at der er 50% chance for, at svaret er nej. Hvis jeg derimod havde spurgt, om du har husket at give hestedyret et tykkere dækken på, vil jeg gætte på, at oddsene for et ja ligger et sted mellem 99,9% og “ja, selvfølgelig din klaphat”
I et forsøg på at finde ligesindede i det enorme, men ensomme ponyfar-univers, ringede jeg forleden til min nye australske mate, Tristan Tucker, og spurgte ham, om der også findes ponyfædre Down Under
I min evige jagt på historien om den sjældne, men stolte og muligvis udrydningstruede race, har jeg valgt at vende kikkerten mod syd. Findes denne smukke race overhovedet uden for Danmarks grænser? Og hvis det er tilfældet, hvordan adskiller den sig så fra sin halvskallede og topmavede artsfælle her i Danmark?
Thomas Pelle Veng, kendt fra sine blogindlæg som Ponyfar, møder flere af ridesportens profiler til en snak om deres "ponyfar". Her kan du læse om Ponyfars møde med Cathrine Dufour
Ponyfar, kender du de to apps, der hedder ”DRF Dressur” og ”Equipe”? Hvis ikke så er det vist på tide....
Rideverdenen er en verden med sit helt eget sprog og til trods for, at der fortsat er masser af ord, jeg ikke forstår eller kan udtale, så er der specielt én sætning, som Ponyfar ikke helt kan få til at passe
Jeg har i dag talt med Daniel Bachmann Andersen. Det er ikke fordi, Daniel er en dygtig rytter, at jeg ringede til ham, jo, måske lidt, men det var ikke den primære årsag. For udover at være Danmarksmester i dressur og berider hos Blue Hors, er Daniel også ponyfar, som jeg selv.
Det er nu mere end fire uger siden, at jeg har være ude af min boks. Med undtagelse af nogle lange ture med hundene, og et par ugentlige besøg i den lokale SuperBrugsen, som altid foregår med en rød sløjfe om armen i fuld gallop og med skyklapper på, så er det bare ikke helt det samme som i gamle dage
Jeg husker tydeligt min første skoledag i stalden. Håret var nyklippet, jeg havde mine fine hvide sneakers på, og jeg kunne næsten ikke vente med at møde alle min nye klassekammerater
Vi skriver februar 2020, og selv om vinteren har været usædvanlig mild i år, er det ganske koldt i dag. Men til trods for, at regnen pisker ned udenfor, er humøret højt, for nu er jeg endelig klar til at skrive om det, som det hele handler om - ponyfædre
Der er gennem årene skrevet rigtigt meget om, hvordan kærester og ægtemænd skal indordne sig, hvis de ønsker at være sammen med en ridepige
For de fleste af os er nytårsaften en festlig begivenhed. Champagne, sikkerhedsbriller og kransekager. Rammen er sat, og begyndelsen på noget nyt og spændende er lige om hjørnet
Siden min datter begyndte at gå til ridning, har jeg lært rigtigt meget. Min kone og datter har kunnet svare på de fleste af mine mange, mange, mange spørgsmål, men ikke dem alle. I de tilfælde, hvor de ikke har kendt svarene, har jeg fundet dem på internettet
Der lå jeg så. Klokken var 10, og kalenderen skrev 1. januar 2020. Jeg havde ondt i manken og ånde som en hest. Ærligt talt så virkede det ikke som om, at dagen kunne blive meget værre. Hvor tog jeg dog fejl
Forleden dag blev jeg spurgt af en ponymor, om jeg egentligt vidste, hvor mange knogler der er i et hesteskelet. ”Øøøh nej, det ved jeg ikke”, svarede jeg. Hvad er det for et spørgsmål? Man kan da ikke forvente, at Ponyfar nu også skal til at går rundt med den slags paratviden. Jeg har svært nok ved at finde ud af min egen anatomi
Det er ikke til at komme uden om, uanset hvor stor en halv volte man laver. Julen banker på stalddøren, og 400 grams dækkenerne skal snart findes frem
Til daglig er stalden vi står i, sammen med 13 andre heste, nok til at forvirre og til tider presse Ponyfar. Så da den lille familie for 18 dage siden troppede op til World Cup i Jyske Bank Boxen i Herning, og jeg hørte, at der var 700 heste og 60 stande med hestehalløj, var det lige før, Ponyfar hellere ville en tur i IKEA
