Sandgaard snuppede sejren

12-12-2015 22:36

Britt Carlsen

Det blev landsholdsrytter Thomas Sandgaard som satte tingene på plads i Kinnerup Heste-Artikler Grand Prix, men han måtte kæmpe for sejren for ungrytteren Martin Mose Knudsen havde sat barren højt

Det blev en ganske forrygende og fantastisk afslutning på en fremragende lørdag ved Christmas Show, da 32 ryttere tørnede sammen i Kinnerup Heste-artikler Grand Prix, hvor rytterne red om en førstepræmie på 12.000 kr. og en Ifor Williams hestetrailer til en værdi af 75.000 kr. 

Copyright Ridehesten.com
Martin Mose Knudsen og Candy K kom ind på andenpladsen.

Omspringning
Det lykkedes kun for fem ryttere at ride banebygger Erling Simonsens udfordrende Grand Prix bane fejlfrit, og de var alle danske. Jublen ville ingen ende tage, hver gang en rytter leverede et godt resultat her til aften og jublen blev desto større, når det var en fejlfri runde.

Copyright Ridehesten.com
Kasper H. Hansen og Leonse var hurtigst af alle men med fire fejl.

Bortset fra sejren i knock out springningen så har det altså ikke været Kasper H. Hansens stævne dette her - fire gange har han været hurtigst af alle men med fejl. I Grand Prix-klassen red han fejlfrit i hovedspringningen på Leonce, men det var som forhekset, da han red i omspringningens suverænt hurtigste tid, men med fire fejl, hvilket rakte til en tredjeplads.

Kun to ryttere red fejlfrit - den første af dem var den nykårede Jyske juniormester Martin Mose Knudsen og Candy K, der standsende tiden på 42,57 sekunder. Berider Jesper Lund Kristensen står som træner for både Martin og Kasper samt hans hustru Rikke Haastrup, som fik et nedslag i omspringningen med Charleston K og en fjerdeplads. Sandra Enemark red en flot hovedspringning med Conway, men i omspringningen fik hun 9 fejl.

Sidste rytter på banen var Thomas Sandgaard, som på avlshingsten Amarone fik sat tempoet godt i vejret og publikum red med Thomas, der kappede godt et sekund af Martins tid og tog sejren.
Inden præmieoverrækkelsen takkede speaker Casper Cassøe de mange hjælpere, som har arbejdet utrætteligt i de tre uger, der har været stævne på Vilhelmsborg. 6.800 starter har været afviklet og i dag var der fulde huse og en fantastisk stemning i hallen. Den perfekte afslutning på året. 

Se resultatet af klassen her. 

 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen