Snupper sejren igen: Team F.I.A.

09-03-2024 19:36

Vinderne af DM i Hest 2024 - den store teoridyst for unge hestenørder - er netop blevet afsløret og præmieret til Hingstekåringen. Årets vinderhold vandt for andet år i streg

Copyright Ridehesten.com
Gruppebillede af alle finaledeltagere på Effolstanden efter præmieoverrækkelsen til DM i Hest. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Finalen i quizkonkurrencen DM i Hest, hvor Danmarks klogeste unge hestehoveder hvert år findes, er traditionen tro blevet afviklet i dag til Dansk Varmblods Hingstekåring 2024

Her til eftermiddag mødte de fem finalehold samt deres familier og andet heppekor frem på Effol Standen i Hal M i MCH Messecenter Herning. Der gik nogle lange minutter med spænding og utålmodighed i luften - for de unge deltagere mellem 12 og 20 år var spændte på at høre, hvordan de havde klaret sig. Heldigvis kom Inge Madsen fra avlsledelsen samt ansvarlig for Ung i DV frem med en mikrofon i hånden og begyndte at afsløre resultatet. Der blev jublet, klappet, taget billeder og uddelt præmier - startende med femtepladsen og så fremdeles til vinderen endeligt blev kåret.

Fakta
Hvad er DM i Hest?

DM i Hest er en teorikonkurrence med hesterelaterede spørgsmål. Ung i Dansk Varmblod arrangerer konkurrencen, som har fundet sted siden 2016. I januar og februar afvikles de indledende runder online, og man må selv bestemme, om man deltager i begge eller kun den ene. De fem bedste hold kvalificerer sig til finalen i Herning under Hingstekåringen, hvor hjælpemidler - modsat til de indledende runder - ikke er tilladt.

Fold up
Copyright Ridehesten.com
Vinderholdet flankeret af DV-repræsentanterne. Inge Madsen, ansvarlig for Ung i DV til højre. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmussen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vinderholdet bestod af veninderne Freja Sofie Møller, Isabella Nørgaard Aldrizic og Anna Botsanyuk som tilsammen danner Team F.I.A. De svarede rigtigt på 52 ud af de 60 spørgsmål, der dækker emner som avl, hesteanatomi, fodring, sportsresultater osv. Pigerne, der alle bliver 16 år i år, har deltaget mange gange før, og derfor beskrev de det også som en forløsning, da de endeligt vandt sidste år. I år gentog de successen, hvor de i øvrigt besvarede ét spørgsmål mere rigtigt end sidste år. Hør Team F.I.A. sætte et par ord på sejren i denne video:

Andenpladsen gik til Team Tronsø bestående af Freya Autzen Fenneberg, Karoline Horsted og Sofie Skou Henriksen med 49 point. Team Tronsø, som er en efterskole/fri fagskole med hestelinje, har næsten hvert år et hold kvalificeret til finalen - måske skyldes det, at eleverne her lærer om heste som en del af skolegangen; for at klare sig godt i DM i Hest, skal man i hvert fald have godt styr på hesteteori.

Som nr. tre placerede holdet Rappe Piger sig - måske man hellere skulle sige Rappe Pige, for Nanna Gramstrup Thomsen var på egen hånd i dag, da makkeren på tomandsholdet, hendes søster, var blevet syg. Alligevel fik hun 48 point.

Fakta
Hvad kan man vinde?

Der er hvert år et hav af sponsorer, som velvilligt tilbyder præmier til alle finalehold. Derfor fortjener deres navn en plads her. I år kunne holdene vinde præmier fra Dansk Varmblod, RiderbyHorse, Nenuc, Ridehesten, Horsecrown, Horseline og selvfølgelig Effol, hvis stand præmieoverrækkelsen blev afholdt på. Desuden var der diplomer og pins fra Ung i DV til alle.

Fold up
Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen