Sølv til Sophia Obel ved EM

29-07-2022 18:59

Annika Knudsen Lorentsen

Efter dagens individuelle konkurrencer ved EM i Storbritannien er fem danske ekvipager klar til morgendagens kür, og Sophia Boje Obel Jørgensen kunne i dag modtage en flot sølvmedalje

Copyright Ridehesten.com
Sophia Boje Obel Jørgensen med Brilliant. Foto: Ridehesten.com/Kristine Bojsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Endnu en dag ved EM i Hartpury, Storbritannien er ovre. Her er der blevet uddelt medaljer i de individuelle konkurrencer, og her lykkedes det en dansk ekvipage at sikre sig en medalje. De øvrige danske ekvipager leverede også flotte præstationer, og hele fem af de danske junior- og ungryttere er klar til morgendagens kür, hvor de 18 bedste ekvipager fra dagens individuelle klasser for henholdsvis junior og ungrytter får plads. 

Hos ungrytterne red alle fire danske ekvipager sig til en plads i top-18, men da maksimalt tre fra hver nation kan deltage i kür, er det kun de tre bedste danske ungryttere der har kvalificeret sig. Hos juniorrytterne er to danskere klar til morgendagens kür. 

Sølvmedalje til Sophia Obel
Dagens bedste danske præstation blev leveret af Sophia Boje Obel Jørgensen med Brilliant e. Bretton Woods/ Diamond Hit. Med et flot ridt, der blev belønnet med 74,618 procent lykkedes det hende at sikre sig dagens sølvmedalje i juniorkonkurrencen. 

Sejren gik til tyske Allegra Schmitz-Morkramer, mens britiske Annabella Pidgley tog bronzemedaljen i sadlen på den 8-årige Espe e. Escolar/ Dimaggio, som er uddannet af danske Cathrine Dufour og fornyligt flyttet til familien Pidgley, som ejede hoppen, mens hun blev trænet af den danske toprytter. Annabella bliver ligeledes trænet af Dufour. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Næstbedste danske juniorrytter, og den anden danske juniorrytter, som er klar til morgendagens kür, blev Thilde Rude Hare med Fred The Red e. Franziskus 15/Florestan. 

Copyright Ridehesten.com
Det danske ungrytterlandshold, som vandt sølv i holdkonkurrencen onsdag. Foto: Privat

Tre danskere i top-10 hos ungrytterne
Hos ungrytterne var der i alt 49 ekvipager til start i dagens individuelle konkurrence, og sejren gik til tyske Helena Schmitz-Morkramer, som red til flotte 76,949 procent. 

Bedste dansker blev Frederikke Gram Jacobsen med Ryvangs Zafina e. Blue Hors Zack/ Viegaard's Come Back II (opdr. Alex Dyrgaard), som red til 73,640 procent og endte som nr. 8. Hun var skarp forfulgt af Sophia Ludvigsen med Blue Hors Eliott e. Erlando/ Romanov (opdr. Julianelyst Aps) og Alexander Yde Helgstrand med Belantis e. Benetton Dream FRH 1301/ Expo'SE, som tog henholdsvis 9. og 10. pladsen. 

Sara Aagaard Hyrm med Atterupgaards Cooper e. Charmeur/ I.P.S. Gribaldi (opdr. Atterupgaard) tog i dag 13. pladsen, men da de tre andre danskere opnåede bedre resultater, får hun desværre ikke plads i morgendagens kür. 

Start- og resultatlister fra stævnet. 

Thomas Bach Jensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Thomas Bach Jensen