Soreldo-føl til Westendarp

17-04-2011 10:57

Britt Carlsen

Avl
Den tyske rytter Johannes Westendarp faldt for et herligt hoppeføl efter Soreldo ved hingstefremvisningen hos Anderas Helgstrand lørdag eftermiddag, så føllet går en fremtid i møde i Tyskland

Neejjjj, publikum udstødte samstemmende et glædesråb da Ulrik Kristensen mønstrede sin far Eriks dejlige avlshoppe Valenta e. Blue Hors Romanov ind i hallen, det var dog ikke hoppen, som fik publikum op på mærkerne, men det skønne, elastiske hoppeføl, som travede taktfast og helt upåvirket rundt i hallen tæt på sin mor. Over flere omgange dansede føllet letfodet afsted, hele tiden op-ad-bakke og med ørene opmærksomt spidsede. Den tyske rytter, træner og uddanner Johannes Westendarp var tilstede for at fremvise Jens Peter Aggesens 4-årige avlshingst Belstaff e. Brentano II, og han spottede også det dejlige hoppeføl. Hendes mor Valenta er blot 5 år, men sidste år blev hendes første føl, Dancing Boy e. Dancier udnævnt til Årets dressurbetonede hingsteføl i Dansk Varmblod og efterfølgende solgt på elitefølauktionen for 155.000 kr. til Steffen Kristensen, Harlev J. Hoppeføllet fra i år er efter Soreldo, der sidste år blev udnævnt til fløjhingst i Dansk Varmblod. Hun er født den 24. marts, og hun skal blive i Danmark hos Lena og Ulrik Kristensen indtil hun kan vænnes fra i efteråret. - Føllet bliver registreret i Dansk Varmblod, og jeg er meget tilfreds med handlen og den pris jeg fik for føllet, fortæller Ulrik.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen