Sportshestens trivsel starter som føl

09-02-2018 17:01

I samarbejde med Københavns Universitet har Brogaarden udviklet et produkt, der gives til hoppe og føl med det resultat, at det styrker immunbalancen i hele hestens liv 

Copyright Ridehesten.com
Brogaarden vil gerne samarbejde med avlere, der venter føl til foråret, for at få yderligere informationer om deres nye produkt. En af de avlere, som greb chancen i København i dag er Niels Pedersen, Næstved, der her ses med dyrlæge Frederikke Lindberg.

I dag præsenterede dyrlæge Frederikke Lindenberg, Brogaarden, dele af sit ph.d. projekt, som hun forsvarede den 14. december 2017  på Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab (IVH), Københavns Universitet. Projektet har bidraget til afgørende ny viden om, og skabt en ny forståelse for, de næringsmæssige og mikrobielle forhold, der spiller ind ved dannelsen af immunbalancen hos føl. Som direkte resultat af projektet, lancerer Brogaarden i februar 2018 produktet Immulix®. Opfindelsen er internationalt patentanmeldt af Brogaarden og Københavns Universitet i fællesskab. 

Immulix® gives til nyfødte føl via hoppens foder i de første 8 uger efter fødslen. Og ifølge Frederikke Lindenbergs forskning har det vist, at antallet af sunde og vigtige bakterier i føllet tarmsystem øges. Dette betyder, at føllet får styrket sit immunforsvar, og dermed har lavere risiko for senere i livet at udvikle forskellige livsstilssygdomme som fx. EMS (Equine Metabolic Syndrome, insulinresistens). 

Brogaarden søger føl
Naturligvis er forskeren, Universitetet og Brogaarden interesseret i at følge et antal af forårets nyfødte føl, som gives Immulix® . Som et led i forskningen ønsker de at følge disse føl også i deres fremtid som sportsheste. Frederikke Lindenberg fortæller, at avleren skal udfylde et enkelt skema, og tage nogle få gødningsprøver, så det vil ikke være tidskrævende. Er man interesseret i at indgå i dette samarbejde, kan man kontakte Brogaarden. 

I magasinet Ridehestens martsnummer kan man læse meget mere om den spændende forskning, der ligger bag det nye produkt. 

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen