Thomas Bach Jensen
Ugen efter Hannoveranerforbundets kåring og auktion af dressurbetonede hingste gælder det nu de udvalgte springbetonede hingste, hvor 45 individer rykker ind i stalden ved Niedersachsenhalle i dag, inden det går for sig i morgen med mønstring på fast bund efterfulgt af løsspringning.
Inden dommerne på lørdag træffer deres afgørelser, skal de unge hingste igen løsspringes fra morgenstunden. Om eftermiddagen hædres præmiehingstene, og derefter er der auktion over kårede såvel som ikke-kårede hingste.
I kollektionen på 45 unge springhingste finder man fire sønner af Heartbreaker-sønnen Jasper, som dermed er årets mest udbredte faderhingst. Han følges op af Valentino-sønnen Valensky med tre sønner til kåring.
Med to sønner i kollektionen er hingstene Zinedream, Emerald van het Ruytershof, Ogano og Utamaro D'Ecaussines, som repræsenterer adskillige hingstelinjer. Den i springhesteavlen meget udbredte franske hingst Diamant de Semilly er dog far til både Utamaro D'Ecaussines og Emerald van het Ruytershof.
Danskavlede Diarado er også repræsenteret med en enkelt direkte søn, mens hans sønnesønner Dia Corrado og Diablue PS hver har en søn med.