Syv heste til eliteskue fra Uggerhalne

25-07-2026 17:38

Dansk Varmblod Region 7 var i dag vært for sadelkåring i dressur for knap 30 hopper og vallakker. Niveauet var højt og syv heste fik invitation til Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue

Copyright Ridehesten.com
Straight Horse v. Mogens Pedersen og Eva Götzshe her opdrættet dagens bedste 3-årige hoppe i Region 7, Straight Horse Be A Lady. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Kvaliteten blandt de fremstillede hopper ved Dansk Varmblods sadelkåring i Region 7 i dag, lørdag den 26. juli, var særdeles høj. Dommerteamet bestod i dag af Vicky Nortvig, Jette Fries, Bjarne Nielsen og Nicholine Lærke Ross. 

Knap 30 hopper var til bedømmelse dagen igennem, og det var bedømmelsen af de 3-årige hopper, der åbnede dagens sadelkåring i Uggerhalne. 13 hopper og en enkelt vallak blev bedømt af dommerteamet, og af de 14 kom hele fem heste til finaleringen – fire hopper og en vallak.

Copyright Ridehesten.com
Dommerteamet bestående af Vicky Nortvig, Jette Fries, Bjarne Nielsen og Nicholine Lærke Ross bedømmede dagens deltagere. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Dagens bedste 3-års hoppe blev Straight Horse Be A Lady e. Be Sure/ Franklin fra Straight Horse ApS trukket på sølvmedaljehoppen Straight Horse Floriana, som selv er A-hest i dressur og datter af UVM-deltager og international Grand Prix hoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack. Og dermed også i familie med flere kårede hingste, bl.a. den tredobbelte UVM-guldvinder Sezuan. Om Straight Horse Be A Lady sagde dommerne bl.a.:

En elegant og langbenet dame, som er passende ædel med en god forening og en dejlig hvælving på halsen. Hun er velfungerende i alle tre gangarter og hun har fået 8 for skridt, 8,5 for en god og rummelig trav med god bæring og balance og 8,5 for galop som er velbalanceret og rummelig. Hun fik 8 i ridelighed og 8,5 for kapacitet.

Copyright Ridehesten.com
Dagens Hoppe blandt de 3-årige Straight Horse Be A Lady med invitation til eliteskue. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Bojsen

Dagens bedste 3-årige vallak blev Eliott e. Escanto PS/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Witt Horses ApS). Vallakken er trukket på hoppen Mirabell, der er B-hest i dressur. Om Eliott sagde dommerne bl.a.:

Han har vist en særdeles godt skridt 8,5, traven blev vist med god smidighed og albuefrihed 8,5 og 8,5 for galoppen, som blev vist med en smidig overlinje, god albuefrihed og stor bæring. Og med 8,5 for ridelighed og kapacitet.

Der var naturligvis billet til Dansk Varmblods KRAFFT Eliteskue præsenteret af Stutteri Søbakkehus til de to fløjheste. Udtaget til finalen, og med invitation til eliteskuet var også følgende hopper:

  • Nordstrands Femme Fetale e. Fifty-Fifty/ Quaterhit (opdr. Gitte Nordstrand Larsen) ejet af MT Dressage & CK Dressage.
  • Teglovnens F’irenee e. Blue Hors St. Schufro/ Franklin fra Stutteri Teglovnen
  • Rosel e. Revolution/Fürstenball fra Louise og Christian Beckmann

To finalister blandt de ældre
I holdet af 4-års og ældre hopper var der 13 til rideprøve og heraf var de syv af dem til sadelkåring. To hopper blev udtaget til præmieringen, og begge hopper fik invitation til eliteskuet. Dagens bedste ældre hoppe blev Teglovnens Flowerpot e. Vitalis/ Finest fra Stutteri Teglovnen ApS.

 Om Teglovnens Flowerpot sagde dommerne bl.a.: – Der er nogle store åbne partier og hun har, sin størrelse til trods, vist sig velfungerende i rideprøven. Hun har tre rummelige gangarter, med god bæring og spændstighed i travbevægelsen hvor hun fik 8,5 og samme karakter fik hun for sin dejligt balancerede galop. Hun skridter fremragende med god energi og med god brug af overlinjen 9,0, og så viste hun sig ridelig og har fået både 8,5 for ridelighed og kapacitet.

Der stod også Teglovnen på den anden finalist, nemlig Langagers Dakota e. Hesselhøj Donkey Boss/ Loran opdrættet af Charlotte Friberg og nu ejet af Stutteri Teglovnen ApS. som dermed fik tre hopper med videre til eliteskuet i september på Vilhelmsborg.

Den 4-årige hoppe Holt’s Zig-Zag e. Dynamic Dream/ Revolution (opdr. Holt Horses ApS) bestod sin rideprøve og har dermed også indløst billet til eliteskuet, da hun tidligere er blevet eksteriørkåret med besked om, at hun var potentiel medaljeaspirant.

Efter bestået rideprøve er den 4-årige hoppe Plus Horses Indiana e. Iron/ Revolution (opdr. Plus Horses) ejet af Trine Binderup og Antonio Drago også klar til eliteskue.

Se dagens resultater og katalog her. 

/Dansk Varmblod. 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner