To-års-dagen for Barbaros død

29-01-2009 17:12
Barbaro (29. april 2003 – 29. januar 2007) var tredje generation efter Mr. Prospector, og Barbaro var derfor i familie med adskillige galopheste, der var tæt på Triple Crown heriblandt Big Brown, Eight Belles, Afleet Alex, Smarty Jones, Funny Cide og Fusaichi Pegasus.

Barbaro var vel nok USA's mest kendte galophest. Han vandt Kentucky Derby i 2006, men splintrede sit bagben to uger senere i Preakness Stakes 2006, hvilket endte hans karriere og i sidste ende førte til hans død. Den 20. maj 2006 løb Barbaro i Preakness Stakes som storfavorit, men efter en tyvstart brækkede han tre knogler i og omkring kodeleddet på højre bagben. Skaden ødelagde alle chancer for at vinde Triple Crown i 2006 og endte hans løbskarriere. Dagen efter blev Barbaro opereret på New Bolton Center ved University of Pennsylvania. I juli 2006 opstod der forfangenhed i hans venstre bagben. Barbaro undergik yderligere fem operationer og hans prognose gik op og ned i løbet af det meget lange ophold på intensivafdelingen for heste på New Bolton Center. Selv om hans højre bagben til sidst helede, så var det sidste risikable indgreb forgæves, da Barbaro kort tid efter blev forfangen på begge forben. Hans dyrlæger og ejere konkluderede, at det var tid til at lade Barbaro græsse på de evige græsmarker og han blev aflivet den 29. januar 2007.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen