To danske finalister

28-09-2012 17:42
UVM Zangersheide | Det lykkedes igen i år for Søren Møller Nielsen at ride Canon Ask ind i finalen på Zangersheide, og så er en spansk landsholdsrytter finalekvalificeret på en dansk hest

Tre danske ryttere havde i dag chancen for at ride sig i VM-finalen for unge springheste på Zangersheide. Kravet til de danske ryttere i dag var endnu et fejlfrit ridt, og det krav indfriede Søren Møller Nielsen som den eneste. Stutteri Ask's førsterytter red sig i finalen på Canon Ask e. Carson Ask og dermed gentog han sidste års resultat. Canon Ask er nu 7 år og parret var også i finalen i Scandinavian Open i Falsterbo i sommer. Det så længe ud til, at Karina Rie Truelsen ville følge Søren ind i finalen, idet hun og Conjurer e. Coronardo var fejlfri lige indtil den sidste forhindring i klassen for 6-års heste. Også Karen Rohde fra Stutteri Ask havde muligheden for at nå finalen i 5-års klassen med Gandalf Ask e. Gipsy D'ask. Den store vallak sprang sikkert og med god luft til bommene, men på en enkelt, stor oxer mistede han koncentrationen og ramte bommen. Så kan danskerne istedet glæde sig over at den spanske rytter Manuel Fernandez Saro har redet Samina Hayat's Pure Heart e. Heartbeat/Stanford opdrættet af Britta Nielsen ind i finalen for 5-års heste. Dagen i dag bød på adskillige flotte ridt af de danske ryttere, som det var tilfældet i første kvalifikation. Desværre kunne dagens 0-runder ikke opveje gårsdagens fejl, for enkelte rytteres vedkommende, men der er ingen tvivl om, at ryttere (og heste) har fået noget værdifuld erfaring på Zangersheide disse dage. I klassen for 5-års heste red Rikke Haastrup en flot 0-runde på Catalina e. Corratus og det samme gjorde Kim Andersen på Nørremøllehøjs Ariel e. Bøgegårdens Apollo også Stein Endresen var i dag fejlfri på den danske varmblodshingst Nimble e. Karake Ask, men fælles for disse ryttere var det beklagelige faktum, at de fik fejl i første kvalifikation og da det udelukkende er ekvipager med to fejlfrie kvalifikationer, der når finalen, må rytterne tage til takke med en plads i trøstfinalen. Som det var tilfældet i første kvalifikation red Michæl Aabo en runde med blot fire fejl på den 7-årige avlshingst Bøgegårdens Graf Stakkato e. Graf Top, men det rakte ikke til en finaleplads. Den irske landsholdsrytter Jessica Kürten red sin danske varmblodsvallak Ralliano e. Rockland/Leendert opdrættet af Eva Thorup Kieldsen ind på en flot 19. plads i dagens kvalifikation efter en overbevisende 0-runde, men da parret havde fejl i første kvalifikation får vi heller ikke denne spændende ekvipage at se i finalen.

Links

Læs mere om de danske ridt med meget mere i magasinet Ridehestens novembernummer

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen