To jyske mestre kåret i Aalborg

04-12-2022 12:39

Annika Knudsen Lorentsen

Dagen i dag byder på Jysk Mesterskab i dressur, og de to første vindere er fundet ved landsstævnet i Aalborg. Emma Ahlberg og Sanne Henningsen kan begge glæde sig over at have sikret sig en titel som jysk mester 2022

Copyright Ridehesten.com
Emma Ahlberg med Logo's Gaya. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I alt skal tre jyske mesterskaber afgøres ved landsstævnet hos Sportsrideklubben Aalborg, og vinderne af de første to mesterskaber er fundet her til formiddag. 

I mesterskabet på svært niveau, skulle rytterne i dag ride Prix St. Georg, og med et flot ridt, der blev belønnet med 72,193 procent avancerede Emma Ahlberg med Logo's Gaya e. Grand Galaxy Win/ Blue Hors Don Romantic (opdr. Jette Fries) og sikrede sig den samlede sejr i mesterskabet. 

Den smukke hoppe har tidligere gjort sig positivt bemærket, blandt andet ved at sikre sig en plads ved UVM i 2021, ligesom hun ved Dansk Varmblods Eliteskue i 2018 sikrede sig en kåring i RDH med sølvmedalje. Med et samlet resultat på 143,246 point sikret over to dage i Aalborg, var det i dag en komfortabel sejr for Emma og Logo's Gaya i dagens mesterskab. 

– Gaya var meget mere selvsikker i dag, hvilket resulterede i et smukt program uden fejl, fortæller Emma Ahlberg i et opslag på sin Instagram. I fredagens Prix St. Georg havde ekvipagen nogle små fejl, mens de i Intermediaire I i går havde lidt udfordringer, fordi hoppen blev bange for klokken, der indikere, at man skal begynde sit ridt.

Andenpladsen i mesterskabet gik til Eric Guardia Martinez med Tørveslettens Sylvester e. Sezuan/ Stedinger (opdr. Stutteri Tørvesletten ApS), som i dag måtte se sig overgået af Emma og derfor rykkede fra sin førerposition til en andenplads i den samlede stilling. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Tredjeplads blev Nana Berg Christensen med Weltstar's Salvator e. Sezuan/ Weltjunge (opdr. Anne Mette Skriver). 

Copyright Ridehesten.com
Sanne Henningsen med Atterupgaards Berlucchi. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

Sanne Henningsen jysk mester i Grand Prix
I Jysk Mesterskab på Grand Prix niveau, var der kun tre ekvipager til start, og bedst af dem var Sanne Henningsen med den 10-årige Atterupgaards Berlucchi e. Belissimo M/ Caprimond E.H. (opdr. Atterupgaard). 

Ekvipagen har vist et stabilt niveau ved mesterskabsstævnet, og i dag red de til 69,837 procent i Grand Prix Special. 

Sammenlagt endte de med 140,012 point og sikrede sig dermed akkurat sejren over spanske Severo Jurado Lopez, som ellers vandt dagens Grand Prix Special med Fuerstenglory e. Fürstenball/ Rohdiamant. 

Finalen i mesterskabet på middelsvært niveau er netop startet, og her dyster 12 ekvipager om titlen.

Resultater fra stævnet.

Ridehestens fotograf var til stede ved stævnet i går, og alle billederne er online på ridehesten.com.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen