To nye heste er flyttet ind i de kongelige stalde

30-03-2026 14:24

Annika Knudsen Lorentsen

Kongehuset har budt velkommen til to nye oldenborgheste i de kongelige stalde, og Hendes Majestæt Dronning Mary, har navngivet dem Flik og Flak

Copyright Ridehesten.com
Fra navngivningen af de to nye heste. Foto: Kongehuset

I et opslag på deres sociale medier fortæller Kongehuset, at de har budt to nye heste velkommen i de kongelige stalde. Det drejer sig om to oldeborgheste, som er født og avlet i Danmark, og som fremover vil have deres daglige gang i staldene ved Christiansborg Ridebane. I opslaget skriver Kongehuset blandt andet:

"Med æblestykker og kærlige klap navngav Hendes Majestæt Dronningen forleden de kongelige staldes to nye heste. Det er ikke første gang, at Kongehuset har heste ved navn Flik og Flak. Også i Christian 10.’s tid var der et hestepar med præcis de navne.

Navnene giver god mening, da Flik og Flak har samme forbogstav som Kongen, og de er de første nye heste efter tronskiftet. Herudover fik Kronprinsen en pony i dåbsgave af regeringen og Folketinget – ved navn Flikflak."

Det er første gang i to årtier, at der er oldenborgheste i Den Kongelige Stald-Etat, som gennem tiden har huset mange forskellige hesteracer. De to oldenborgere kommer til at bo i staldene sammen med Kongehusets skimlede kladrubere. Til stede ved navngivningen var også formidler og avler af hestene, Kjeld Anholm og Henrik Mikkelsen. 

Copyright Ridehesten.com
De to nye heste er kommet på oversigten i de kongelige stalde. Foto: Kongehuset

Den Kongelige Stald-Etat regnes blandt verdens ældste kongelige stalde. Gennem mere end 300 år har de kongelige heste spillet en central rolle for Kongehusets transport og ceremonielle tilstedeværelse.

/Kongehuset

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen