Tobias i spidsen af DRF Para Cup

12-05-2024 14:43

I går blev anden kvalifikation af DRF Para Cup 2024 præsenteret af Elsass fonden afviklet hos Sundeved Rideklub, hvor i alt 11 ekvipager var til start. Her lagde Tobias Thorning Jørgensen sig i spidsen

Copyright Ridehesten.com
Tobias Thorning Jørgensen og Bloe Hors Zackorado løb i går med sejren af anden kvalifikation i DRF Para Cup. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.

Da anden kvalifikation af DRF Para Cup 2024 præsenteret af Elsass fonden løb af stablen hos Sundeved Rideklub i det sydlige Jylland i går, lørdag, blev det Tobias Thorning Jørgensen, der løb med sejren foran sine 10 konkurrenter, og opnåede dermed 10 point til den samlede stilling. 

Tobias og Blue Hors Zackorado e. Blue Hors Zack/ Florencio I red et flot, harmonerende program til 75,00% i Grand Prix A grad 3, og kunne dermed kalde sig vinder af klassen. Tobias var godt tilfreds med hans ridt, og bruger Para Cuppen for at give Zackorado en masse gode oplevelser: – Jeg synes jeg havde en fornuftig tur i går. Stævnerne bliver brugt på at give Zackorado erfaring, uden han nødvendigvis behøver at gå sit bedste hver dag. Der er det en perfekt mulighed for os, at kunne ride paracuppen i gode omgivelser.  

Lige i hælene på Tobias var Renee Igelski på sin hoppe Beyond Dreams e. Benetton Dream/ Come Back II. Ekvipagen red til flotte 73,87% i Grand Prix A grad 4, og det var dermed nok til at opnå en andenplads. På tredjepladsen kom Rikke H.C. Andersen og Lisbjerggaards Tiramisu e. Blue Hors Touch Me/ Schwadroneur, der opnåede 69,87%. 

Copyright Ridehesten.com
Renee Igelski og Beyond Dreams var lige i hælene på Tobias, og lagde sig ind på en flot andenplads. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø Olsen.
Fakta
DRF Para Cup

DRF Para Cup præsenteret af Elsass Fonden er en landsdækkende dressurturnering for pararyttere. Turneringen spænder bredt, da den afvikles i én procentklasse, hvor der rides enten Intermediate A eller Grand Prix A. I DRF Para Cup indsamler ekvipagerne point for hver kvalifikation, der startes. De 15 ekvipager med flest point fra kvalifikationsstævnerne mødes i finalen. 

DRF Para Cup 2024:

  • 1. kval. 7. april på Midstjællands Rideklub
  • 2. kval. 11. maj på Sundeved Rideklub
  • 3. kval. 16. juni på Højfyns Rideklub
  • 4. kval. 7. juli på Odsherreds Rideklub
  • 5. kval. 14. juli på Silkeborg Rideklub
  • 6. kval. 24.-25. august på Viborg Rideklub
  • 7. kval. 31. august/1. september på Rideklub Strålen
  • 8. kval. 22. september på Vældgård Sportsrideklub
  • 9. kval. 28.-29. september på Heslegård Sportsrideklub
Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner