Topplacering til Lars Bak

18-02-2007 16:55

Britt Carlsen

10 ryttere kom i omspringning i Grand Prix klassen ved det internationale stævne i Neumünster her til eftermiddag. Iblandt de 10 fejlfrie, af et felt på 50 kvalificerede ryttere, var også danske Lars Bak Andersen og Con Air. Med et fejlfrit ridt i omspringning lagde Lars sig i spidsen for konkurrencen med en tid på 37,7 sekunder. Desværre var Lars ikke helt hurtig nok til at kunne holde sin førsteplads. Først gik Tjark Nagel og Cash forbi i tiden 35,71 og så kilede Ludger Beerbaum og Couleur Rubin sin ind mellem Nagel og Lars i tiden 36,35. Hollandske Albert Zoer og Lincoln leverede en forrygende hurtig omspringning og gik ind foran Nagel, Beerbaum og Lars Bak i en fantomtid på 34,79. Så det var op til de to tyskere, Thomas Voss og Alois Pollmann-Schweckhorst at fravriste hollænderen sejren. Thomas Voss red Leonardo B på banen som sidste rytter i omspringningen og det lykkedes for tyskeren at sikre en populær nordtysk sejr i Neumünster i tiden 34,54. Lars Bak Andersen og Con Air sluttede således på en flot 5. plads. Thomas Sandgaard og AK's Anima fik fire fejl i hovedspringningen.

Links

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen