Anna Pørtner
Zascha Nygaard leverede i dag en flot præstation ved Longines Global Champions Tour-finalen i Rabat, Marokko. I sadlen på den blot 9-årige Dialoubet Blue PS red hun en fejlfri runde i 160 cm og sikrede sig dermed tredjepladsen i et stærkt internationalt felt.
Denne weekend samles nogle af verdens bedste springryttere i Rabat, hvor sæsonens sidste afdeling af Longines Global Champions Tour (LGCT) og Global Champions League (GCL) afvikles. I dag var der blandt andet den individuelle Global Champions League-konkurrence på programmet, hvor rytterne skulle kæmpe om kvalifikation til søndagens prestigefyldte Longines Global Champions Tour Grand Prix.
Her var danske Zascha Nygaard blandt de ryttere, der leverede en fejlfri præstation. Hun havde valgt at tage den blot 9-årige vallak Dialoubet Blue PS e. Diaron/Chacco-Blue med til start, og sammen leverede de en overbevisende runde på den 160 cm høje bane.
Klassen blev afviklet som en enkelt runde mod tiden efter det, vi hjemme i Danmark kender som metode A, og det var en krævende opgave for deltagerne. Kun tre ekvipager formåede at komme fejlfrit gennem banen, og Zascha var altså en af dem. Med tiden 76,57 sekunder kunne hun indtage tredjepladsen og dermed føje endnu et stærkt internationalt resultat til sin sæson.
Sejren gik til brasilianske Eduardo Menezes, der ligeledes var fejlfri i sadlen på den 9-årige vallak H5 Ceylon Island e. Clarimo/ Caretino. Han red i mål i tiden 73,66 sekunder og sikrede sig dermed førstepladsen. Svenske Angelica Augustsson Zanotelli tog sig af andenpladsen med den 12-årige Iron d'Ames Calvino II de Nyze Z e. Calvaro F.C./ Heartbreaker. Også hun leverede en fejlfri runde og dermed var to skandinaviske ekvipager blandt de tre bedste i den internationale konkurrence.
Vigtig weekend for Basel Cosmopolitans
For Zascha Nygaard er stævnet i Rabat også en vigtig del af sæsonens afslutning med holdet Basel Cosmopolitans. Som vi tidligere har beskrevet, gik holdet ind til finalestævnet på femtepladsen i den samlede Global Champions League-stilling med 212 point. Der var dermed kun fem point op til Prague Lions på fjerdepladsen, som giver direkte adgang til semifinalen ved GC Playoffs i Verona senere i november.
Fredag blev sæsonens sidste GCL-konkurrence redet, og her skulle holdenes endelige placeringer i den samlede stilling afgøres. Desværre blev det med dagens resultat for Basel Cosmopolitans ikke til en semifinaleplads, da holdet bevarede deres femteplads, til trods for at de endte på samme point som fjerdepladsen, der gik til Prague Lions.
Weekenden er dog ikke slut for Zascha. Med dagens tredjeplads har hun sikret sig kvalifikation til søndagens Longines Global Champions Tour Grand Prix of Rabat, hvor der igen bliver mulighed for at konkurrere på højeste internationale niveau. Det er endnu uvist, om danskeren vælger at benytte sig af muligheden og stille til start i Grand Prix-klassen.