Toppony solgt til ny dansk rytter

12-09-2024 06:40

Uden Lordy ville jeg ikke ride, som jeg gør i dag, udtaler den unge danske dressurrytter Laura Qvist, hvis internationale stævnepony, Der Kleine Lord, netop er blevet solgt

Copyright Ridehesten.com
Laura Qvist har netop sagt farvel til ponyen Der Kleine Lord. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den danske dressurrytter 16-årige Laura Qvist rider i år sit sidste ponyår, og det har bl.a. betydet, at hun har skullet sige farvel til samarbejdspartneren den 17-årige dressurpony Der Kleine Lord. Hun overtog i 2019 tøjlerne på den rutinerede kat. 1 pony, der allerede havde mange internationale stævnestarter bag sig, og da de først havde lært hinanden at kende, fortsatte hun successen. Det er blevet til flere sejre på både internationalt- og landsstævneniveau for parret samt en NM-guldmedalje i 2023 og en bronzemedalje til DRF-mesterskabet samme år. Desuden blev ekvipagen ranglistevindere i ponydressur 2023.

Lordy har været den bedste læremester og har taget mig fra LA4 på C-niveau til at få topplaceringer internationalt. Han er simpelthen den sødeste pony, og jeg havde aldrig turde drømme om alt det, vi har opnået sammen, fortæller Laura Qvist til Ridehesten.

Copyright Ridehesten.com
Laura Qvist og Der Kleine Lord, da de i 2023 vandt bronze i DRF-mesterskabet for kat. 1 ponyer på Hovgaard Rideklub. Foto: Ridehesten.com/Juliemaja Søndergaard

En lang karriere
Vallakken blev som tre-årig solgt fra den hollandske Van der Loft-familie, hvor den britiske landsholdsponyrytter Erin Williams efterfølgende red ham til sejr i det britiske 4-års ponychampionat. I 2013 overtog den ligeledes britiske rytter Alexandra Hellings tøjlerne, hvorefter ekvipagen repræsenterede Storbritannien til EM i 2014 med holdsølv og individuelt bronze til følge. Det skriver Euro Dressage. Senere hen blev ponyen redet og startet internationalt af Gemma Owen indtil slutningen af 2018. Året efter kom Der Kleine Lord til Danmark, hvor danske Nathalie Thomassen over et par måneder i efteråret red ham til flere sejre på landsstævneniveau. I slutningen af 2019 var det så tid til, at den dengang 11-årige Laura Qvist skulle have fornøjelsen af ponyen. 

Jeg fik Lordy i december 2019 som en tidlig julegave, og der gik ikke lang tid, før vi lærte hinanden at kende og fandt de rigtige knapper, fortæller Laura, der på Der Kleine Lord blev trænet af den tidligere ponydressurlandsholdstræner Jette Nevermann.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ikke klar til pension
Jeg har haft glæden af Lordy i næsten fem år, og det har jeg været evigt taknemmelig for. Det er det sværeste farvel, jeg har prøvet. Lordy har betydet alt for mig, men jeg ved, at han ikke er klar til at blive pensioneret endnu, lyder det fra Laura. Derfor er Der Kleine Lord nu blevet solgt til ponyrytteren Conrad Tolstrup, som står på det sjællandsk beliggende Strandagergaard. Laura fortæller, at det ikke er så langt fra, hvor hun bor, så hun kan komme at sige hej til ponyen af og til. 

– Hvis jeg ikke havde haft Lordy, ville jeg ikke ride, som jeg gør den dag i dag. Jeg er sikker på, at Lordy kan lære Conrad alt det, han har lært mig, udtaler Laura, der nu for alvor skal til at begynde på sine år som juniorrytter. For et halvt års tid siden fik hun den 7-årige dansk varmblodsvallak Hafsjolds Ranger e. Revolution/ Hohenstein E.H. (opdr. Stald Hafsjold ApS), der er købt hos Sandkildehus Dressage. – Jeg glæder mig super meget til fremtiden med Ranger, afslutter Laura.

Se Lauras Instagramopslag, da hun annoncerede salget af Der Kleine Lord:

 

Copyright Ridehesten.com
Det er Conrad Tolstrup, der overtager den rutinerede pony. Her ses han i 2023 på Harvest Grand Ups a Boy. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner