Uheldig dag i Kapellen

24-05-2014 06:57

Sandra Kristoffersen

Dyre fejl og tændte ponyer koster de fleste danske ponyryttere en finaleplads til küren. Karoline Rohmann rider sig dog op på en fjerdeplads og får dermed lov til at starte søndag i det belgiske Kapellen

Med Adriano B var Karoline ikke kun dagens første danske starternde, men måtte også allerede ride på banen  kl 8.09. Hun leverede et stabilt program i PRM, men sprang dog forkert an i en skridtovergang op af midterlinien, der tæller dobbelt, så hun endte på 68,951 procent. Med en fjerdeplads var hun dermed sikkert blandt de otte ekvipager, der kvalificerede sig til küren. Klassen blev vundet af Lisanne Zoutendijk på Champ of Class med 73,829 procent.

Sofie Frederikke Bruun Sørensen med Melli's Dornik havde enkelte fejl i travprogrammet, men fik dog hentet point hjem i galoppen igen og lå kun en plads uden for finalen med 68,122 procent. Lige efter fulgte Sara van Deurs Petersen på en tiendeplads på Farbenfroh med 67,927 procent, der fik vist et lidt forsigtigt program.

Også de andre danskere havde ikke heldet med sig i dag. Lilo L blev noget spændt hele vejen igennem programmet for Henriette Hansen, så adskillige småfejl får dem ned på 65,634 procent, mens Grenzhöhes My Ken under Sandra Kristoffersen bliver forskrækket og løber løbsk helt hen til kortsiden.

- Det var faktisk virkelig ærgerligt, fordi vi havde et fantastisk travprogram – han har aldrig været så god inden på banen, som han var i dag. Men så kikser to galopovergange, hvad der så var min fejl, og så får jeg point mellem 1 og 4 for min middelgalop og min skridtovergang, fordi han bliver forskrækket. Men i sidste ende gik han egentlig bedre i dag end i onsdags, så det er selvfølgelig lidt ærgerligt, når vi kun får knapt 65% på grund af de dyre kiks, siger Sandra Kristoffersen.

Også Sandra Aagaard Hyrm måtte kæmpe noget i dag, da Der Harlekin B efter en fint travprogram formentlig bliver skræmt af fotografen i hjørnet, da hun rider derned i fri trav, og Harlekin vender om inden hjørnet. Dette resulterede i 66,390 procent.

Karoline Rohmann er dog ikke den eneste ponyrytter, der bliver i Belgien til søndag, da Sandra Aagaard Hyrm bliver i landet indtil i næste uge. Sandra og formentlig fire andre danske ponyryttere skal til start næste weekend i Compiegne, Frankrig, men i første omgang skal der nu krydses fingre for Karoline Rohmann på søndag.

Mille Albinus Hjermitslev

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Mille Albinus Hjermitslev