Anna Pørtner
Her til eftermiddag fik det danske ungrytterhold fulgt flot op på den lovende start, de leverede ved EM i Ungarn i går, da holdet red sig til en flot podieplads efter endnu en stærk holdindsats.
Efter første konkurrencedag lå Danmark godt placeret i medaljekampen, og i dag skulle de to sidste ryttere altså fuldende den danske holdpræstation ved europamesterskaberne i dressur for ung- og U25-ryttere i Pilisjászfalu, nemlig Michella Skovsager og Sophia Boje Obel Jørgensen.
Første dansker på banen var Michella Skovsager, der sammen med Zimillione PT2 e. Gammelenggårds Zappa/ Fürst Nymphenburg I leverede et særdeles overbevisende program. Ekvipagen blev belønnet med 72,059%, hvilket var klassens tredjehøjeste score. Det stabile og harmoniske ridt bød blandt andet på flere 8-taller i både travprogrammet og galoppirouetten, ligesom dommerne kvitterede med to 8-taller for harmoni.
Det flotte resultat fra Michella og Zimillione sendte for alvor Danmark ind i kampen om medaljerne, inden sidste rytter skulle på banen og afgøre Danmarks skæbne. Der var herefter lang ventetid, før Sophia Boje Obel Jørgensen og den 11-årige Dansk Varmblods-hest Atterupgaards Delahaye e. Foundation/ Bon Bravour (opdr. Atterupgaard) red på banen. De var nemlig klassens anden sidste ekvipage med en starttid klokken 13.15.
Efter stærke præstationer fra Danmarks største konkurrenter, Tyskland og Holland, var presset stort, hvis danskerne skulle blande sig i toppen. Sophia og Delahaye leverede et harmonisk og sikkert program, som blev belønnet med 71,059%. Især travprogrammet blev honoreret flot med flere 7,5- og 8-taller, men resultat rakte ikke helt til at udfordre det tyske mandskab, der havde sat sig tungt på guldet.
Dermed kunne det danske hold glæde sig over en flot EM-bronzemedalje med en samlet score på 214,206%. Kun 0,294 procentpoint skilte Danmark fra sølvmedaljen, som gik til Holland med 214,500%, mens Tyskland endnu en gang viste sin styrke og sikrede guldet med 216,029%.
Det danske bronzemandskab bestod af Anna Have Larsen-Ledet og Finnigan-Vitz, Andrea Hamann Sand og Blue Hors Victor, Michella Skovsager og Zimillione PT2 samt Sophia Obel Boje Jørgensen og Atterupgaards Delahaye.
Medaljen er den første danske ved årets europamesterskaber for de unge dressurryttere i Ungarn, men mesterskabet fortsætter resten af dagen. Mens ungrytterne kan se frem mod den individuelle konkurrence fra i morgen, hvor der både kæmpes om individuelle medaljer og pladser i søndagens kür-finale, er de danske U25-ryttere netop nu i gang med at færdiggøre deres holdkonkurrence.
Efter første halvdel af konkurrencen ligger Danmark flot placeret i medaljekampen, og Frederikke Gram Jacobsen med RGS Finest Alegra samt Alexander Yde Helgstrand med Inspiration PF skal i dag forsøge at sikre endnu et stærkt dansk resultat i Ungarn.