Utopia bedst i dagens egnethedstest

07-11-2026 16:39

Annika Knudsen Lorentsen

Dansk Varmblod har i dag afholdt egnethedstest i springning i Ikast, og her blev det hoppen Utopia, der løb med sejren. Det gjorde hun med Nicoline Bellham i sadlen, der havde overtaget tøjlerne fra hoppens vante rytter i dagens anledning

Copyright Ridehesten.com
Fra dagens præmieoverrækkelse. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Dansk Varmblods egnethedstest i springning blev lørdag afviklet hos Ikast Rideklub, hvor 47 unge heste var til start. Her blev det Nicoline Bellham, der løb med sejren på den fireårige hoppe Utopia e. Syvhøjegårds Unforgetable S DWB/Cavall Ask (opdr. Anette og Christian Gjørup), der løb med sejren, mens Mathilde Lind Skjøtt og Thomas Pihl Jensen delte andenpladsen.

Copyright Ridehesten.com
Nicoline Bellham med Utopia. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Øverst på resultatlisten endte altså Nicoline Bellham med Utopia. Det er normalt Maria Bjørnkjær Asferg der står for uddannelsen og ridningen af hesten, men da hun var blevet forhindret i at deltage i dag, overgav hun tøjlerne til sin rytter Nicoline, der på bedste vis fremviste hoppen, og endda kvitterede med at ride hoppen til sejr. Ekvipagen opnåede 8,5 i både teknik, kapacitet, galop og ridelighed, hvilket gav en samlet score på 850 point.

Copyright Ridehesten.com
Mathilde Lind Skjøtt med Svæn Ka-Zel. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Andenpladsen blev delt mellem Mathilde Lind Skjøtt på vallakken Svæn Ka-Zek e. Casall Sem/Bøgegården Gladiola (opdr. Karina Attermann Høgh) samt Thomas Pihl Jensen på hoppen Tout á Fait Speciál e. Todt Un Prince Ask/Quite Easy (opdr. Thomas Pihl Jensen). Begge ekvipager opnåede 837,5 point.

Mathilde Lind Skjøtt og Thomas Pihl Jensen blev begge belønnet med 8,5 i kapacitet, galop og ridelighed, mens Mathilde fik 8,0 i teknik og Thomas 8,5. Dermed sluttede de to på samme samlede pointtal.

Copyright Ridehesten.com
Thomas Pihl Jensen med Tout á Fait Speciäl. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen

Gitte Dahl Moisen blev nummer fire med Kirkelodgaard's Caisa e. Favorit Ask/Humberto Ask (opdr. Charlotte Schiøler) med 825 point, mens Emilie Mosegaard Christiansen tog femtepladsen med Nederbygårdens Chacira C e. Chacfly PS/Tailormade Stardust (opdr. Connie Linding og Charlotte Linding) med 812,5 point. Victoria Sophia Hjorth-Madsen blev nummer seks med Twilight TH e. Tobago Z/Eurocommerce Berlin (opdr. Team Henriksen), ligeledes med 812,5 point.

Copyright Ridehesten.com
Dagens dommerteam, Bo K. Møller og Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com/Britt Carlsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Første skridt mod Unghestechampionatet i Herning
Egnethedstesten er for 4-års Dansk Varmblod-registrerede heste og fungerer som en mulighed for at kvalificere sig til Unghestechampionatet i Herning. Testene afvikles rundt omkring i landet i løbet af oktober og november, og hestene bedømmes under rytter.

I springning vises hestene på en bane, hvor dommerne vurderer deres teknik, kapacitet, galop og ridelighed. Karaktererne ledsages af kommentarer, så ryttere, ejere og opdrættere får en faglig vurdering af hestens kvaliteter og udviklingspotentiale.

Det handler ikke alene om at komme fejlfrit over forhindringerne. Dommerne ser blandt andet efter en hest, der arbejder i selvbæring, er fremme for hjælperne og har en god galop frem mod springene. Enkeltstående fejl eller et nedslag er derfor ikke nødvendigvis afgørende, hvis hesten ellers viser de ønskede kvaliteter.

Ved årets egnethedstests kan en hest starte to gange i samme disciplin, dog ikke på samme dag. Det bedste samlede resultat er gældende i forhold til udtagelsen.

Når alle egnethedstests er afsluttet, udtages 40 springheste og 10 reserver på landsplan til Unghestechampionatet i Herning. Udtagelsen sker efter hestenes samlede pointtal fra egnethedstesterne. Ved pointlighed prioriteres først hesten med den højeste karakter i ridelighed og derefter kapacitet.

Dermed er resultatet i Ikast første skridt for de unge springheste i kampen om en plads ved Unghestechampionatet i Herning.

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen