Vær med til at hylde OL-medaljetagerne til World Cup i Herning

22-09-2024 12:18

Når dette års World Cup løber af stablen i MCH Messecenter Herning i uge 42 i dagene fra den 16.-20. oktober, er det med et udvidet program og masser af spændende sport. Derudover får publikum mulighed for at hylde de danske OL-sølvvindere

Copyright Ridehesten.com
Nu kan du være med til at hylde de danske OL-medaljetagere til World Cup i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

For 18. gang kan hesteentusiaster se frem til en efterårsferie spækket med ridning i verdensklasse, når den danske afdeling af FEI Dressage World Cup igen er på plads i MCH Messecenter Herning fra den 16.-20. oktober. Her bliver der international dressur og springning i to haller, da både Jyske Bank Boxen og Arena M bliver taget i brug. Arrangørerne, anført af Casper Cassøe Krüth, har med et udvidet program løftet stævnet til nye højder, der vil kunne tiltrække alt fra internationale profiler til den hjemlige elite. 

Copyright Ridehesten.com
Casper Cassøe Krüth er i spidsen af arrangørerne, der har knoklet for et verdensklasse program. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Netop den hjemlige elite får publikum nu lov at hylde. Under World Cup-stævnet er der nemlig rig mulighed for, at publikum kan opleve og hylde de danske OL-sølvvindere, Cathrine Laudrup-Dufour, Nanna Skodborg Merrald og Daniel Bachmann Andersen, der alle kommer til start i Herning. De bliver gjort selskab af flere andre danske og internationale eliteryttere. 

Copyright Ridehesten.com
De danske sølvmedaljevindere, Cathrine Laudrup-Dufour, Daniel Bachmann Andersen og Nanna Skodborg Merrald, kan alle opleves på banen til World Cup i Herning. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

OL-teamet vil takke publikum
Med en afdeling af World Cup dressur på hjemmebane, sikres der en verdensklasse oplevelse for publikum, når nogle af verdens dygtigste ryttere rider på banen. Det ser Anne-Mette Binder, Elitesportschef i rideforbundet og holdleder ved OL i Paris, som en unik mulighed for hele OL-teamet til at takke publikum for den store opbakning før, under og efter OL, det skriver World Cup Herning på deres hjemmeside

World Cup i Danmark betyder meget for os. Det giver os mulighed for at prøve kræfter med en World Cup deltagelse på hjemmebane, og desuden vægter det højt for alle i teamet at få lejlighed til at have det danske publikum så tæt på som muligt. Vi vil gerne benytte lejligheden til at kvittere for den opbakning, der har været til rytterne før, under og efter OL. Det har virkelig betyder meget for alle. Vi var ikke i tvivl om, at der var et stort ridesportspublikum, som gerne vil dressuren, siger Anne-Mette Binder. 

Copyright Ridehesten.com
Anne-Mette Binder, Elitesportschef i rideforbundet og holdleder ved OL i Paris, ser World Cup i Herning som en unik mulighed for at takke det danske publikum. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Spændingsfyldt program og nyt, fordelagtigt billetsystem
Programmet vil blive sammensat, så FEI Dressage World Cup Grand Prix bliver afviklet fredag i Jyske Bank Boxen, og kulminerer i et brag af en dressurfest, når den afgørende Grand Prix kür afvikles lørdag eftermiddag. Hvis man er mere til springning, vil det også kunne opleves, når de dygtige rytter blandt andet rider på banen fredag aften i Boxen til CSI3 Big Tour, hvor springenes højde lyder på 150 cm, ligesom der lørdag aften afsluttes i Boxen med den store CSI3 Stutteri Ask Grand Prix

På World Cup Hernings hjemmeside fremgår det, at det er vigtigt for arrangørerne, at så mange publikummer som muligt vil komme til Herning for at opleve stemningen live i hallerne, og derfor har de forsøgt sig med et helt nyt og forbedret billetsystem. I praksis vil det altså sige, at der kun vil blive opkrævet entre fredag og lørdag i Boxen, men til en lavere pris i forhold til tidligere år. Derudover vil der være fri entre i Arena M alle dage samt i Boxen søndag. 

Vil du opleve ridesport i verdensklasse og samtidig være med til at hylde de dygtige, danske OL-medaljetagere, så kan du købe billet lige her. 

Se hele programmet for World Cup i Herning her.

Copyright Ridehesten.com
Nanna Skodborg Merrald og Blue Hors Zack til World Cup-stævnet sidste år. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Kilde: World Cup Herning. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen