Vellykket åbning af Helgstrand Dressage

09-01-2010 19:00
Det blev en særdeles vellykket indvielse af Marianne og Andreas Helgstrands nye dressurcenter Helgstrand Dressage på Møgelmosegård, hvortil over tusinde gæster havde fundet vej
Copyright Ridehesten.com

I sin velkomsttale under indvielsen af sit nye dressurcenter undlod Andreas Helgstrand ikke at beklage, at han og Marianne desværre har måttet afvise de sidste mange tilmeldinger til arrangementet. Andreas lovede, at der vil blive et andet arrangement - måske endda i lidt varmere vejr! Den smukke ridehal var flot pyntet med buxbom og indrammede fotoplakater af nogle af Andreas' højdepunkter i sporten, og for de mange gæster var der rigtig gode forhold med siddepladser og ståtribuner, så alle kunne nyde opvisningen i den opvarmede hal. Rækken af gæster bød på et utal af prominente og kendte ansigter fra den danske hesteverden - og den norske og svenske med! De unge og veluddannede dressurheste kom ind som perler på en snor. Det kan være svært at forestille sig, hvor ellers i verden man på samme sted kan finde en samling unge dressurheste af så høj en kvalitet. Måske findes det slet ikke! Alle de viste rideheste var af en helt særlig kvalitet og blandt dem, der har brændt sig bedst fast på min nethinde er Marianne Helgstrands yndige 4-års hoppe Dafne e. Blue Hors Don Romantic. Det er en ædel og feminin hoppe med helt elektriske bagben og en særlig evne til at komme op ad jorden og samtidig bevare fuld balance, også på cirkelvolte. Flot redet af fru Helgstrand! Publikum fik også at se, hvad Polka Hit har lært på ni måneder hos Andreas, og det er ganske imponerende. Etterchangementerne blev flot serveret, galoppirouetterne er ved at være på plads og så har hoppen udviklet en utrolig udtryksfuld og dynamisk passage. Anette Ejlersgård viste sin super dejlige Dom Primeur, Anna Blomgren viste den lovende unghoppe Tørveslettens Stamina, Thomas Sigtenbjergggard red den talentfulde Lustig og den nye tyske berider Maik Kohlschmidt viste den purunge Star Agent. Så var der verdensmesteren, og jeg tror mange tilskuere sad med fornemmelsen af, at Hønnerups Driver absolut må blive verdensmester igen. Andreas og Driver viste alt, hvad man kan forvente af en kommende 6-års - og lidt til. Driver er blevet super stærk i sidebevægelserne og imponerer med en helt naturlig bæring. En verdensstjerne i svøb! Efter vinderne af de mange flotte gaver (bl.a. en bedækning ved Dark Knight) blev fundet, viste Andreas og hans rytterteam Møgelmosegårds avlshingste frem. Der blev præsenteret helt nye, ligesom der var gensyn med hingste, som var kommet et skridt videre i deres uddannelse og så var der finalen med Carabas, der fik folk op af stolene! De mange gæster benyttede efter showet chancen til at besøge staldene og forsyne sig med lækkerier.

Læs mere om indvielsen af Helgstrand Dressage i næste nummer af magasinet Ridehesten.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen