Et vellykket EM på dansk grund

12-08-2026 19:07

Annika Knudsen Lorentsen

Sidste uge bød på EM for veteraner i springning, og det blev et særdeles vellykket arrangement arrangeret af Sportsrideklubben

Copyright Ridehesten.com
Stemning fra stævnet. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter flere dage med international ridesport er EM for veteraner i springning hos Sportsrideklubben nu afsluttet. Ryttere fra forskellige nationer på tværs af Europa har været samlet til dage med stærke sportslige præstationer og masser af mesterskabsstemning. Ud over mesterskabsklasserne bød stævnet også på CSI1*-klasser med deltagelse af både danske og udenlandske ekvipager.

Sportsrideklubben har stor erfaring som stævnearrangør og har historisk dannet ramme om flere europamesterskaber. De seneste år har klubben blandt andet afviklet internationale stævner i både distance og springning, og med årets EM for veteraner stod Sportsrideklubben endnu en gang bag et internationalt mesterskab på dansk grund.

Forud for mesterskabet ligger et omfattende arbejde med både planlægning og koordinering, og for Sportsrideklubben begyndte forberedelserne allerede tre år før de første ryttere red på banen.

Copyright Ridehesten.com
Jakob Leth. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Et af Sportsrideklubbens bedste stævner
– Tre års forberedelse kulminerede i en fantastisk uge med mange positive ryttere og holdledere. Den gode stemning har nok været et af de største højdepunkter ved stævnet – og selvfølgelig også, hvor tæt Danmark var på to medaljer. Det er måske det bedste stævne, SPR har lavet, og vi har fået kæmpe ros fra alle nationer og officials, som gerne kommer tilbage. Vi vil altid gerne lave store arrangementer, men er begrænset af vores beliggenhed og logistik. Vi har fortsat ambitioner om at afholde de størst mulige stævner og har netop ansøgt DRF om DRF-mesterskaber for 2027-2029. Det kunne også være en mulighed at søge om EM igen i 2029 eller 2030, fortæller Jakob Leth, formand for Sportsrideklubben.

Copyright Ridehesten.com
Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen

Danmark med i kampen om medaljerne
De danske ryttere var med helt fremme under mesterskabet, og både i holdkonkurrencen og individuelt blev der kæmpet om medaljerne til det sidste.

Det danske hold bestod af Morten Eifler og MB Rockvaro DWB, Pernille Kruse Madsen og Bon Victory, Thomas Kirk Kristiansen og Flair Ask samt Casper Rasmussen og Cornet Blue med Johnny Hansen som holdleder. Louise Rich og Blue Magic du Borget deltog individuelt ved mesterskabet.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter torsdagens kvalifikation, der markerede første konkurrencedag ved mesterskabet, lå Danmark på en 4. plads, og der var derfor lagt op til stor spænding frem mod fredagens holdfinale. Her leverede de danske ryttere flotte runder og sluttede samlet på 4. pladsen, blot 3,52 fejl fra bronzemedaljen. Frankrig sikrede sig europamesterskabstitlen, mens Italien tog sølv og Storbritannien bronze.

Ved søndagens individuelle finale skulle de 25 bedste ekvipager fra torsdagens og fredagens kvalifikationer kæmpe om de individuelle medaljer. Resultaterne fra de to første konkurrencedage talte samtidig med i den individuelle stilling frem mod finalen.

Også her var Danmark med helt fremme, og spændingen holdt helt til det sidste. Fire danske ekvipager sluttede i top 20, og for Pernille Kruse Madsen og Bon Victory var det marginalerne, der afgjorde medaljekampen. Ekvipagen sluttede på en flot 4. plads lige uden for medaljerne.

Holdleder Johnny Hansen ser tilbage på mesterskabet og det danske holds præstation med stor tilfredshed:

– Det har været utrolig positivt. Vi havde nogle små udfordringer fra start, da Kirstin Skjoldshøjs hest ikke blev klar til start. Derfor fik vi Morten Eifler ind på holdet og kaldte Louise Rich ind som femte rytter, så der var fart på fra begyndelsen. Men teamet har gjort det fantastisk godt og virkelig leveret varen. Inden sidste runde i holdfinalen lå vi til en bronzemedalje, så selvfølgelig var jeg en smule ærgerlig over, at vi ikke holdt den. Men da vi stod til præmieoverrækkelsen og så de hold, der endte på podiet, blev jeg virkelig stolt af holdets præstation. Vi stod side om side med nogle utrolig stærke hold. Jeg har aldrig oplevet et større sammenhold på et hold før. Kirstin var en stor del af teamet og hjalp til under hele mesterskabet, selvom hun ikke selv kom til start for holdet. Louise blev kaldt ind kort før mesterskabet og red sig alligevel videre til den individuelle finale. Og så var stemningen i parken fantastisk. Der var kæmpe opbakning fra det danske publikum, og banen var rigtig god at ride på, fortæller Johnny Hansen.

/Dansk Ride Forbund

Annika Knudsen Lorentsen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Annika Knudsen Lorentsen