Vellykket NM for islandske heste

14-08-2024 09:46

Den forgangne weekend bød på NM for islanske heste i Herning, og det blev et succesfuldt stævne takket være de mange frivillige

Copyright Ridehesten.com
NM'et var velbesøgt, og der blev heppet langs ovalbanen. Foto: Anja Mogensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Landsskuepladsen i Herning dannede i weekenden fra den 8.-11. august rammen om de nordiske mesterskaber for islandske heste 2024. Der blev dystet i både pasdisciplinerne og i sportsklasserne, som dækker tølt, firgang og femgang samt i Gæðingakeppni, som er en disciplin, hvor det i særlig grad er hesten, der er i fokus. Der var deltagelse fra de dygtigste ekvipager fra Sverige, Norge, Island, Færøerne, Finland og Danmark, som konkurrerede om at vinde titlen som nordisk mester i lige præcis den disciplin, de var eksperter i. 

– Arrangørgruppen bag NM2024 vil gerne takke alle for et meget vellykket Nordisk Mesterskab for islandske heste i Herning, skriver de i en pressemeddelelse.

Mange frivillige og besøgende
I løbet af de fire dage i Herning blev der hver dag indløst omkring 2000 publikumsbilletter. Der var en hyggelig summen i udstillerområdet, plads til gode snakke, samtaler om hestevelfærd til NM Talks, som var et foredragskoncept med dygtige gæstetalere, og de mange publikummer gav massevis af stående klapsalver til ekvipagerne på banen, der viste et virkelig højt niveau. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Der skal lyde en særlig stor tak til alle de omkring 100 frivillige, der har lagt en kæmpe stor indsats både inden, under og efter NM2024. Uden dette var det slet ikke muligt at stable et så flot arrangement på benene, står der også i pressemeddelelsen, som fortsættes:

– Arrangørgruppen har været rigtig godt tilfreds med valget omkring den nye måde at bruge pladsen i Herning på. Det fungerede godt med den nye plantegning, der gjorde den store Landsskueplads mere intim og samlede publikum og udstillerne på den ene side langs ovalbanerne. Trods en til tider lidt udfordrende vejrsituation klappede det bare hele vejen rundt, og vi var vidne til enormt flotte præstationer på banerne. Vi vil gerne sende et stort tak til de i alt 15 dommere, der dømte på henholdsvis Gædingakeppni- og sportsbanen. Tusind tak for denne gang til både ryttere, hjælpere, frivillige, officials, sponsorere, dommere og udstillere - på vegne af arrangørgruppen bag NM2024 og Dansk Islandshesteforening.

Bliv opdateret på resultaterne og de nyslåede Nordiske Mestre fra de forskellige klasser HER.

Kilde: Presse, NM for Islandske Heste.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen