Vindervallak solgt på Ridehesten

06-09-2025 06:36

Årets dressurbetonede 2-års vallak i Dansk Varmblod, Kalhave’s Dream Boy, gemmer på en sjov historie, da han få dage inden eliteskuet blev handlet Ridehesten.com

Copyright Ridehesten.com
Da Kalhave’s Dream Boy vandt 2-års klassen i region 7. Foto: Ridehesten.com/Aviaja Vindum Hansen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Den storrammede, veludviklede og velgående Kalhave’s Dream Boy e. Blue Hors Baron/ Tailormade Temptation er avlet af Anette Toft Jensen. Da hendes 2-årige vallak ikke var særlig meget håndteret, og hun egentligt gerne vil sælge den, besluttede hun sig for at fremstille den til DV's 2-års skue i region 7. Hun tænkte, at træningen ville gøre den godt, og samtidig kunne det være et godt udstillingsvindue, hvis den blev udtaget til eliteskuet.

Så langt kom Kalhave's Dream Boy ikke, før han var solgt. Umiddelbart efter han vandt klassen i Uggerhalne og her blev udtaget til eliteskuet, indrykke Anette Toft Jensen en annonce på Ridehesten.com for at se, om der skulle være interesse for en dejlig unghest.

– Jeg satte ham til salg på Ridehesten den 20. august, og kort efter skrev en kvinde fra Sjælland og kom om tirsdagen for at se ham. Fredag var han i dyrlæge, inden han skulle til eliteskue, hvorefter han drog mod Sjælland med pitstop på Fyn, hvor han står, indtil de finder det rette opstaldningssted på Sjælland, fortæller Anette og tilføjer, at køberen Julie Lacoppidan var den første, der henvendte sig.

Som bekendt løb Kalhave's Dream Boy i mellemtiden med titlen Årets dressurbetonede 2-års vallak og fik ros af dommerne, der bl.a. betegnede ham som særdeles fornuftigt og med et særdeles godt bevægelsesforløb.

Copyright Ridehesten.com
Kalhave’s Dream flankeret af sin nye ejer, Julie Coppidan med sin datter Leonora og berider Laila Pedersen fra LP Equestrian. Foto: Ridehesten.com/Jørgen Bak Rasmusen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Jeg så Dream Boy på Ridehesten den dag, annoncen kom på, og dagen efter skrev jeg til sælger. Det var faktisk sådan, at jeg havde set ham som føl, hvor jeg overvejede at se på ham, men alle rådgav mig til ikke at købe et føl på daværende tidspunkt. Så skulle jeg hellere vente og finde en 2-års, og den fandt jeg så to år efter, men det var bare den samme hest, fortæller Julie Lacoppidan.

– Jeg faldt for hans type og hans virkelig fantastiske trav og hans balance i galop, og så var det jo fantastisk, at han var kåret som dagens bedste vallak i Uggerhalne. Han er virkelig en sød hest og virker utroligt klog. Han har helt klart noget nerve, men det virker som om, han er klar på hvilken som helst opgave, han stilles overfor. Det var ret magisk at være med til Eliteskuet og se ham. Han var gået igennem handelsundersøgelsen dagen før, og købspapirerne var der styr på, så vi skulle faktisk bare nyde at se ham for derefter at tage ham med hjem. Det var jo fantastisk at stå med Årets bedste 2 års dressurvallak, og Anette og Laila (LP Equestrian, red.) har gjort et fantastisk stykke arbejde med ham. Vi føler os meget heldige og glæder os meget til fremtiden, men for nu står han og hygger sig på folden og holder fri med sine nye venner, fortæller Julie, der betegner sig selv som en almindelig hobbyrytter. Hun er dog en ihærdig hobbyrytter, der i år har debuteret i Grand Prix med sin anden vallak Starstruck, som hun i 2023 og 2024 har redet Bundgaard Byg finale på.

Jeg er så heldig, at min 4 års hoppe Ravena Rose Vom Leisch blev kåret som dagens bedste hoppe i år på Riders Cup. Jeg regner også med, at Dream Boy stilles til kåring enten som 3- eller 4-års. Det, ved jeg, betyder meget for hans avler, Anette, slutter Julie.

 

Anna Pørtner

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner